2016 bliver et rigtig stort varebilsår. Mange fabrikker har meldt om nye modeller på vej – og der har været mange overraskelser i løbet af 2015, hvor de nye bilmodeller blev annonceret.

Flere samarbejder mellem bilfabrikker ophører – og nye samarbejder begynder. Opel stopper ifølge kilder tæt på Renault med at få produceret deres Combo i Tyrkiet, hvor den i dag bygges sideløbende med Fiat Doblò.

Fremover skal PSA Peugeot/Citroën efter sigende bygge den i Spanien sammen med Citroën Berlingo og Peugeot Partner.

Der har også været forlydender om, at Renault skulle tage over – og bygge den sammen med Kangoo og Mercedes Citan. Opel arbejder i forvejen sammen med Renault.

Den nye Combo kommer måske slut 2016, men nok tidligst i 2017 – og måske først i Danmark i 2018. Den næste Partner/Berlingo skulle først være klar i 2017/2018.

Hos Opel Danmark kan man ikke udtale sig om, hvem der skal bygge bilen efter 2017 i næsste version.

Fra PSA til Renault
Fiat har valgt at stoppe samarbejdet ned PSA – Peugeot Citroën, når det gælder mellemklasse varebiler. Scudo stopper hos PSA til sommer – og fremtidigt skal en ny Scudo bygges af Renault – sideløbende med Renault Trafic og Opel Vivaro – også fra efteråret.

Renault får travlt – for de skal også bygge den kommende Nissan Primastar, som nok skal hedde NV 300. Den skulle være klar sidst på år.

PSA er allerede gået sammen med Toyota, som man producerer sammen med Peugeot Expert og Citroën Jumpy. Men for nylig kom nyheden, at et helt nyt PSA/Toyota trekløver er klar i 2016 –  med premiere på personbilsudgaverne på Genève biludstillingen i marts. Men varebilerne skulle komme først på gaden – allerede til sommer.

Nissan bygger Renault pick-up
Renault/Nissan alliancen bærer også frugt på pick-up siden – hvor Nissan skal bygge Renaults nye pick-up Alaskan i Barcelona, når det gælder det europæiske marked. Mitsubishi bygger også for fremmede – en ny Fiat Fullback pick-up. De skal også bygge en ny Mercedes pick-up – de kommer måske sidst på året.

Mitsubishi præsenterer deres L200 herhjemme lige efter nytår og Ford Ranger er klar herhjemme med en  ny udgave i foråret. Det gælder også Nissans nye Navara – og en opdateret VW Amarok kommer også i løbet af 2016.

Ny VW Crafter – og MAN
VW’s største nyhed bliver dog en spritny Crafter, der bygges på en ny fabrik i Polen. Samtidig ophører samarbejdet med Mercedes, der hidtil har bygget den parallelt med Sprinter. Crafter kommer sidst på året – og måske ved årsskiftet 2016/2017 kommer Crafter også i MAN TGE udgave som den mindste MAN lastbil. MAN er en del af VW Gruppen – men man har før arbejdet sammen tilbage i 80’erne med MT modellen med MAN teknik og VW LT karosseri (LT var forgængeren til Crafter).

I foråret kommer – ligeledes i den tunge ende af varebilsspektret – Hyundais H350 model, der herhjemme vil betyde, at importøren vil satse både på den nye model og den mindre H1 varebil, som det har været svært at skaffe.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk