På bilmessen i Genève i marts så vi prototypen C3 Aircross Concept – en bil, man kunne se faktisk var færdig udviklet. Og nu er den så klar – og ventes herhjem sidst på året.

I dag har den haft premiere i Paris – og er den første i Aircross rækken i Europa, hvor C5 Aircross havde premiere i april i Kina.

Man taler i nye biler meget om begreber som connectivity, hvor passagererne altid er i forbindelse med omverdenen og om individualisering og personificering, hvor kunden selv kan sammensætte sin bils udstyr ned i mindste detalje.

Standard nødbremse

Sådan er C3 Aircross. Ikke at alting bliver standardudstyr, men det kan fås – også de fleste kendte sikkerhedssystemer så som nødbremse, bakkamera, Blind Spot assistance, skiltegenkendelse og linjevogter. I alt 12 fører-assistent systemer kan bilen fås med – bl.a. head-up display, hvor vigtige informationer panoreres op på ruden.

Nævnes kan også trådløs opladning af mobiltelefonen, panorama-soltag (der kan åbnes), antispin-Grip Control.

Citroën Advanced Comfort program hedder det franske bilfirmas udviklings-program for fremtiden – en tid, hvor vi vil se selvkørende biler. Og når vi ikke kører bil, skal vi udfylde tiden på anden vis – bl.a. med musik og kommunikation.

Afløser C3 Picasso

Vi skal ikke kede os. Og så skal der være god plads inden døre – og det er der i den modulopbyggede C3 Aircross, som afløser C3 Picasso.

Selv om Aircross modellen kun er godt fire meter lang, er der god plads i bilen – og med 20 mm ekstra frihøjde i forhold til C3 (med samme platform) gør det det let at komme ind og ud af bilen.

Hjulene er store – og bilen har skærmforøgere. Der er også 90 forskellige farvemuligheder – og de kan kombineres. LED kørelys er standard.

Fortsat som gulpladebil

C3 Picasso solgte tidligere en del som gulpladebil, men alderen har trykket de senere år – så i fjor blev det kun til 33 Van modeller og i 2015 til 53 enheder. Den nye Aircross har en varerum på godt 1.200 liter – og der kan være emner på op til 2,40 meter i længden.

Der er kopholdere i kabinen og flaskeholdere i dørene – til halvanden liter flasker.

Der bliver valg mellem flere typer benzin- og dieselmotorer. Pure Tech for benzin og BlueHDI for diesel. 6 trins manuel gearkasse eller EAT6 automatgear.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk