Der bliver stillet stadig større krav til bilers bæredygtige formåen – også af landets kommuner. Det er ikke længere nok, at biler kører længere på literen. Der er et ligeså stort behov for at tænke i nye baner og i nye alternativer til fossile brændstoffer.

Aarhus Kommune har en ambitiøs plan på vegne af klimaet. Et af kommunens mål er at skabe et bæredygtigt bysamfund, som er CO2-neutralt og fri for brug af fossile brændstoffer i 2030. Og transportsektoren er en af de helt store udfordringer, når man skal sænke CO2-udslippet. Derfor har kommunen nu leaset otte af den brint-drevne Hyundai ix35.

Ny brint-station
Samtidig er der netop blevet åbnet en brintstation i Brabrand ved Aarhus. Stationen er den ottende af sin slags i Danmark. Det er Strandmøllen, H2Logic og OK, der står bag brintstationen.

Bilproducenten Hyundai har længe haft fokus på alternative brændstoffer og lancerede med Hyundai ix35 verdens første serieproducerede brintbil i 2013.

Det unikke ved bilen er ikke bare, at dens eneste ”forurening” er rent vand, men også at den har en rækkevidde som en almindelig bil, og føles og opleves som en almindelig bil. De bæredygtige fordele sker ikke på bekostning af funktionalitet.

Drevet af el som en elbil
Ligesom en el-bil er den drevet af elektricitet – men i modsætning til en klassisk el-bil producerer Hyundai ix35 selv sin elektricitet i en særlig brændselscelle. Den teknologi, som baserer sig på en kemisk reaktion mellem brint og ilt, betyder at man når hastigheder op til 160 km/t og kan køre op til 600 km på en enkelt tankfuld.

Aarhus Kommune er ikke den første kommune i Danmark, der tager brint og brintbiler til sig. I forvejen har Hyundai leveret den brint-drevne Hyundai ix35 til Københavns Kommune samt Holstebro, Vejle og Aalborg. Bilerne, som er købt med støtte fra EU, bliver brugt til arbejdsbrug for kommunens medarbejdere.

MultiFuel station
Ved åbningen af brintstationen i Brabrand, som inden længe bliver en MultiFuel station, og med investeringen i Hyundai ix35 er Aarhus Kommune med et slag blevet landets næststørste brint-bil by efter København.

”Det er ingen hemmelighed, at vi følger implementeringen af Hyundai ix35 i kommunerne tæt. Med leverancen til Aarhus Kommune står vi nu for 49 af landets 56 indregistrerede brintbiler. Det er naturligvis en god indikator for kommunernes og medarbejderne tilfredshed, og det er selvsagt noget, der giver os endnu mere blod på tanden”, siger pressechef for Hyundai Bil Import.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk