Opels næste X-model, Grandland X, kommer allerede til salg herhjemme til oktober – måneden efter verdenspremieren på IAA biludstillingen i Frankfurt midt i september. Men allerede i dag var den til sneak-preview hos Kongelig Dansk Yachtklub i Tuborg Havn.

Opel Danmark havde lånt to håndbyggede prototyper på fabrikken i Tyskland.

Her havde leasingselskaber og presse mulighed for at se nærmere på den nye Crossover-SUV, der er bygget i Frankrig af Opels nye ejere, PSA (Peugeot Citroën). Faktisk var det i går at handelen mellem GM og PSA faldt endelig på plads.

Tæt samarbejde i årevis

Men selv om GM opgav sine europæiske besiddelser i form af Opel og det britiske søsterselskab Vauxhall i fjor – og gav tøjlerne videre til PSA – så havde de to koncerner allerede et meget nært samarbejde gennem flere år.

Både Grandland X og den mindre Crossland X er udviklet gennem nogle år og bygget på PSA-teknologi/platforme, og den næste Combo varebil bygges som søstermodel til de kommende Peugeot Partner og Citroën Berlingo modeller på PSA’s fabrik i Spanien.

Men de øvrige Opel-modeller vil formentlig fortsætte deres tid ud, og eksempelvis Astra og Insignia har kun været kort tid på markedet. En ny bilmodel plejer at holde seks-otte år med et facelift i midten af forløbet.

For dyrt at stoppe nu

Det vil være for dyrt at ændre den politik for GM-udgaverne. Måske PSA kan bruge noget af GM-teknologien fra eksempelvis Insignia til en kommende Peugeot 508 arvtager.

I hvert fald er de nye X-modeller vigtige for Opel og Vauxhall,for de repræsenterer de mest moderne karosseriformer, SUV og Crossover – som sælger ”som varmt brød” med otte pct. markedsandel i Europa – svarende til 1,8 mio. biler.

Også som gulpladebiler går det godt med SUV/Crossover modellerne – bare se på salget af bilmodeller som Nissan Qashqai, Renault Kadjar, VW Tiguan, Ford Kuga og Grandlands søstermodel Peugeot 3008 (C segmentet) – samt de mindre Renault Captur, Toyota C/HR, Ford C-Max, Citroën C4 Cactus og Peugeot 2008 (B segmentet).

Tydeligt Opel DNA

Når det gælder Opels nye X-modeller er der ganske meget PSA teknologi – inklusive infotainment, men bilernes DNA er tydelig Opel. Det gælder også de særlige AGR-sikkerhedssæder, On-Spot nødkaldesystem og det store panorama glastag, som dog ikke kan åbnes (som det kan i visse 3008 modeller.)

Grandland X er rummelig med et varerum på 1.650 liter plus dobbelt bund og elbetjent bagklap. I begyndelsen fås bilen med en 1,2 turbo benziner med 130 hk og en 1,6 diesel med 120 hk, men flere motorer kommer til senere. Motorerne er fra PSA.

Bilen fås ikke med 4×4 teknik (som i den rene SUV Mokka X), men med assistentsystemet X-tra Grip, som er et antispin system. Man kan også få LED lygter, men ikke Matrix lygter som i Insignia.

Fuldt sikkerhedsprogram

Der er fuldt sikkerhedsprogram standard – så som skiltegenkendelse, linjervogter, nødbremsesystem fra 140 km/t – og ned til 30 km/t, hvor man selv må gribe ind som fører af bilen.

Dertil kommer så mulighed for Blind Spot Information (blindvinkel alarm), træthedsalarm, Adaptiv Cruise Control og 360 grader around view monitor.

Priserne er ikke fastlagt, men på hvide plader vil Grandland X kunne fås for lige under 300.000 kroner. Det vil sige godt det halve plus moms for samme bil på gule nummerplader.

Opels nye ordsprog

Opel har også fået nyt ordsprog: Fremtiden er for os alle (The Future is Everyone’s), men hvad der skal ske i fremtiden på bilområdet ved vi nok ikke helt – og slet ikke herhjemme med vores beskatning. I hvert fald er det nødvendigt med flere el- og plug-in hybridbiler. For i 2020 må en bilkoncern i gennemsnit for alle biler ikke udlede mere end 95 gram CO2/km.

Opel har den GM udviklede Ampera-e, men den kommer nok først i slutningen af 2018, for det er i Norge, de fleste indtil nu er solgt. 5.000 enheder har nordmændene sat sig på.

PSA har i dag el-udgaver af varebilerne Partner og Berlingo, men der vil nok komme flere miljørigtige PSA-biler fremover.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk