Biler og lastbiler bliver mere og mere elektronisk avancerede med måske 100 computere i et køretøj – og bliver i stigende grad koblet op på internettet.
Det betyder, at køretøjer i lighed med computere kan blive hacket – og dels kan hackere så følge med i, hvad bilisten har på sin SmartPhone – og dels kan de i værste fald overtage kontrollen over køretøjet.
Men det har man helt styr på hos tyske Rheinmetall MAN, der producerer militærudstyr så som armerede lastbiler til forsvar over hele kloden. Militærlastbilerne produceres i Wien.
Til glæde for MAN lastbiler
”Vi har udviklet et elektronisk skjold til vores militærkøretøjer og militærsystemer gennem de seneste fem år, så det ikke kan ske. Vi har tidligt i udviklingen været opmærksom på udfordringer med hackere. Vi arbejder også tæt med MAN Trucks, så de kan få glæde af vores udviklingsarbejde til civile lastbiler,” siger Günther Kranzl, chef for Rheinmetall MAN’s tekniske afdeling for militærkøretøjer i Wien.
Det ville være en katastrofe, hvis fjendtlige styrker kunne overtage kontrollen over militær-køretøjer i en krigssituation.
Selvkørende lastbiler
Hos Rheinmetall MAN arbejder man også meget på fremtidens selvkørende lastbiler og platooning, hvor lastbiler elektronisk forbundet kører i konvoj – oplagte muligheder for militærkøretøjer. Men så skal sikkerheden være i orden.
Vi har tidligere talt med nordisk leder hos det russiske sikkerhedsfirma Kaspersky, Leif Jensen – og han peger på, at hackere allerede i dag kan overtage et køretøj, mens chaufføren man kører intetanende afsted i den.
”Derfor er det vigtigt for bilindustrier at være opmærksom på denne fare – og fra begyndelsen af et bilprojekt tage it-eksperter med på råd, når bilernes elektronik skal udtænkes,” siger Leif Jensen.
Han peger på de samme farer, når det gælder vognmandsforretningers flådestyrings-systemer. De kan hackes, så forbrydere kan køre afsted med bilerne – eller låse dem, så de først kører igen, når der er betalt løsepenge.
Forbundet med internettet
Biler er efterhånden spækket med elektronik som navigation og infotainment-systemer – forbundet bl.a. med internetforbindelse og folks Smartphone. Om tre år har alle nye, vestlige biler Bluetoooth og WI-FI-internet-forbindelse.
Det øger faren for, at hackere kan gå ind og hente folks private oplysninger. Ligesom det i dag sker i dag med computere generelt.
”Der er mange computere i køretøjer, og der er problemer med sikkerheden i de fleste. Det udnytter hackere – så de ved at hacke centrallåsens kode kan åbne dem uden at aktivere alarmer,” siger Leif Jensen.
Arbejder sammen med Ferrari
Kaspersky er blandt verdens førende indenfor cyber-sikkerhed – og man arbejder bl.a. sammen med det italienske sportsvognsfirma Ferrari. Her beskytter man også selve produktionen – bl.a. to vigtige robotter.
Der bliver større og større behov for eksperter i it-sikkerhed – og Leif Jensen mener, at der i 2019 vil mangle 1,5 millioner medarbejdere indenfor cyber-sikkerhed.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk