Der er ikke ret meget komfortudstyr, som man savner, når man sidder bag rattet i den nyeste Kia Cee’d SW (stationcar) som varebil – i udgaven Attraction.

Den testede bil er trods sine koreanske rødder bygget på en moderne fabrik i Slovakiet. Kia indgår i Hyundai-Kia gruppen.

Det er med til at forklare den succes, som Kia har fået herhjemme. For man er ret forkælet med bl.a. navigation, læderrat med varme, tonede ruder, parkerings-sensor, 2-zone klimaanlæg, info-center, tagbøjler og 16 tommer alufælge med Continental dæk. Dertil LED kørelys.

Ingen nødbremse
På sikkerhedssiden er man måske en postgang bagefter – for der er ikke automatisk nødbremse-system, men der er dog esc stabilitetssystem, hill start assist, dæktrykkontrol, højdejusterbart førersæde, fartpilot med begrænser, seks airbags og tågelygter for. I forbindelse med sving drejer hovedlyset med rundt for bedre udsyn.

Dieselmotoren i testbilen er på 136 hk – og med et drejningsmoment på 280 Nm mellem 1.500- 3.000 omdrejninger er den både hurtig og smidig på landevejen. Den kører i snit 25,6 km/l – men det skal være på en meget god dag. Og her er Eco-mode og bilens stop/start system ikke nok.

Bykørsel i fjerde gear
I byen er smidigheden måske ikke i top – for den trækker kun fra 50 km/t i fjerde gear (1.250 omdrejninger) – i femte gear fra 60 km/t og sjette gear fra 70 km/t. 10,5 sekunder er den om at nå til 100 km/t – og topfarten opgives til 194 km/t.

Bag rattet sidder man ganske vist noget lavt – som det er normalt for biltypen – men man sidder godt i de skålformede sæder. Bilen er særdeles letkørt – og man bliver hurtigt dus med den. Køreegenskaberne i den kompakte forhjulstrækker er gode. Standard er både Bluetooth, usb-stik og stik til SmartPhone.

1.500 kg. trailervægt
Varerummet er pænt stort – og det er i orden med en læssekant på 64 cm. Testbilen havde afskærmninger bag begge forsæder. Nyttelasten er på 468 kg. ifølge vægttavlen.

Et plus er trailervægten på 1.500 kg. Desværre er der ikke lås på handskerummet – det er altid godt at have i en Van. Der er desuden en midterboks.

Kia byder på syv års garanti eller 150.000 km – som ingen andre kan matche. Det har været med til at give Kia sin succes. Der er to år mellem serviceeftersyn – dog kun for hver 30.000 km.

Fakta Kia Cee’d SW Van CRDI:
Motor: 1,6 liter diesel.
Ydelse: 136 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 280 Nm v. 1.500-3.000 omdr.
Acc. 0-100 km/t: 10,5 sek.
Trækkraft: fra 1.250 omdr. (50 km/t i 4. gear)
Topfart: 194 km/t.
Forbrug i snit: 25,6 km/l
CO2 udslip: 102 g/km.
Køreklar vægt: 1.452 kg.
Totalvægt: 1.920 kg.
Nyttelast: 468 kg.
Trailervægt m. bremse: 1.500 kg.
Læssehøjde: 64 cm.
Varerum: 1.630 x 1.390 x 770 mm.
Mellem hjulkasser: 1.040 mm.
Åbning max. bagdør: 1.020 x 950 mm.
Åbning max. sidedøre: 560 x 730 mm
Garanti: 7 år/150.000 km.
Serviceinterval: to år/30.000 km.
Pris ekskl. moms: 152.112 kr.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk