For Fiat Professional-forhandlerne er den nye Talento et bedre kort på hånden end den nu udgåede Scudo – for Talento er større, og det håber man betyder større succes. Måske endda lige så stor succes som den større Ducato.

Scudo blev produceret i samarbejde med PSA, Peugeot Citroën-gruppen, men et langt samarbejde om varebiler i mellemklassen er blevet afbrudt – og Talento produceres af Renault på en topmoderne bilfabrik i Sandouville i Frankrig.

På den måde er Talento søstermodel til Renaults egen Trafic og til Opel Vivaro – samt til den kommende Nissan NV300. Fire helt end varebiler – bortset fra kølergrill og bomærke i midten af rattet.

38 pct. af salget
Dette segment står for 38 pct. af det danske varebilssalg, så det er især her slaget skal stå – overfor konkurrenter som bl.a. Ford Transit Custom, VW Transporter, Mercedes-Benz Vito – samt de før nævnte ”fætre” fra Sandouville.

Fiat har så valgt et ret højt standardudstyr så som fire airbags, regn- og lyssensor, tågeforlygter, LED kørelys og komfort-førersæde med armlæn. Dertil to-delte sidespejle med cyklistfunktion.

Motorerne til Talento er også fra Renault – men i Talento er det første gang, at vi prøver Euro6 versionen på danske veje. Men der er faktisk ingen forskel at spore. I øvrigt bruges der ikke Ad Blue som tilsætningsstof i den testede 120 hk motor, der er de største af de fire motorer uden dobbelt-turbo.

Bedste motor
Faktisk er den 120 hk maskine den, som jeg personligt synes bedst om – fordi der er mere smidig og derved fin til by- og regionalkørsel.

Bilen trækker fra cirka 50 km/t i femte og fra 60 km/t i sjette gear – eller 1.300 omdrejninger – og det er fint til bykørsel. Den når 100 km/t på 12,4 sekunder – og topfarten opgives til 168 km/t.

Bilen har tillige gode køreegenskaber – og man sidder godt i det sports-udformede førersæde med armlæn og sædevarme. Rattet er multijusterbart.

Kandidat til Van of the Year
Talento er sammen med NV 300 på listen over kandidaterne til Van of the Year 2017 – og forgængeren opnåede faktisk titlen sammen med sine PSA- og Opel søskende i 2008.

Den nye Talento er også mere moderne end Scudo – og følger tidens krav om bedre miljø og bedre infotainment-systemer.

Talento er også mere fleksibel indrettet end Scudo – med bl.a. en lem mellem varerum og kabine til transport af længere genstande. Talento ligger lastemæssigt midt i mellem den store Ducato og den mindre Doblò.

Mange udgaver
Talento kommer i ni udgaver i forskellig højde og længde. Testbilen var en L2H1 version. Der er Sortimo beklædning af hele varerummet, så metallet ikke beskadiges – og flere  fastgørelseskroge var monteret oven på bundpladen – fordi pladen dækker flere originale kroge. Læssehøjden er  rimelige 55 cm. – og bagdørene åbner op til 180 grader.

Kabinen er velindrettet. Meget aflæggeplads i flere rum – bl.a. lukket handskerum under forruden og åbent handskerum nederst på instrumentbrættet. Man kan lægge A4 papirer i en fordybning øverst på instrumenbrættet – men den mangler en slags kappe, så der ikke er genskind i forruden.

Passagersædernes rygge kan foldes, så man får aflæggeplads under sæderne – hvis ikke Man anvender lemmen mellem varerum og kabine til transport af lange genstande.
Der er også god plads i dørene – bl.a. til store flasker.

Ikke nødbremsesystem
Bilen har esc stabilitetssystem – men dog ikke alle sikkerhedssystemer så som nødbremsesystem er standard. Der var dog fartbegrænser og fartpilot (i rattet). Desuden kan nævnes bakalarm med billede i bakspejlet. Aircondition koster 5.500 kr., baksensorer 3.030 kr., læderrat 1.375 kr (rart at holde på.)

Fra udstyrslisten kan nævnes todelte el-spejle med varme, komfortførersæde med armlæn, varme i førersæde og bænk-passagersæde med foldefunktion. Fiat Talento leveres tillige med lakeret for-kofanger med integreret LED kørelys og et kølergitter med kromdetajler.

Bestseller kunne blive den lange udgave med 125 hk til 224.900 kr. plus moms – det er  6.000 kroner mere end testbilen med 120 hk. L2 modellen har en længde på 5.399 mm og H1 en højde på 1.942 mm.

Fakta Fiat Talanto 120 hk:
Motor: 4 cyl turbodiesel.
Slagvolumen: 1,6 liter.
Ydelse: 120 hk v. 3.500 omdr.
Moment: 300 Nm v. 1.750 omdr.
Brændstoføkonomi g/s: 15,4 km/l
CO2 udledning: 170 g/km.
Topfart: 168 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 12,4 sek.
Køreklar vægt: 1.856 kg.
Totalvægt: 3.030 kg.
Trailervægt m. bremser: 2.000 kg.
Læssehøjde: 55 cm.
Dæk: ContiVan Contact 200 205/65 R 16c.
Pris: 219.900 kr. plus moms.
Talento fra: 204.900 kr.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk