Skal det være VW Crafter, Ford Transit Custom automatic, Kia Niro hybrid Van, Nissan Navara eller de nye trillinger Peugeot Expert, Citroën Jumpy eller Toyota Proace, der løber med titlen Årets Varebil i Danmark 2017?
Det bliver afsløret her til morgen i forbindelse med åbningen af Transport 2017 i Herning. 18 varebiler deltog i kåringen hele dagen i Herning i går – og de ovennævnte fem modeller blev nomineret.
De nye trillinger stiller op samlet, vedtog juryen fra MKD, Motorjournalisternes Klub Danmark – fordi de bygges på samme samlebånd på PSA Peugeot Citroëns fabrik i Nordfrankrig. Toyota byder dog på bedste garanti med tre år mod to år til PSA modellerne.
Ford Transit har tidligere vundet titlen, men deltager med nye motorer, automatgear – samt mulighed for luftaffjedring på dobbelt-kabinemodeller og minibusser.
Navara fik finalepladsen på grund af sin nye uafhængige multilink bagaksel, mens Kia Niro er eneste ombyggede personbil – og i finalen med sin hybridteknologi kombineret med syv års garanti og et stort varerum.
Vinderen af den internationale Van of the Year 2017 titel er med for sine køreegenskaber, kørekomfort, støjsvaghed – og mulighed for et sikkerhedsniveau på højde med selv Audis personbiler. Det skal dog – bortset fra bl.a. linjevogter – tilkøbes i en sikkerhedspakke.
Det samme er tilfældet i de trillingerne og den opdaterede Transit – mens bl.a. Niro har en bred sikkerhedspakke som standard. Også Navara har et højt sikkerhedsniveau. Det er lidt af en skændsel, at fabrikkerne lader varebilschauffører være gidsler – for kun få storkunder køber varebiler på ret mange andre parametre end prisen.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk