I år kan Sprinter – den største varebil hos Mercedes-Benz – fejre 30 års jubilæum. Siden er der solgt over 57.000 enheder herhjemme – og globelt set runder salget en halv million enheder i år.
Sprinter var et kæmpe spring fremad for kvaliteten indenfor store varebiler dengang – og blev også kåret til ”Van of the Year.”

Den har siden dengang været blandt de meste solgte varebiler herhjemme – og Benedikt Conzelmann, Head of Sales, Marketing & Network Operations hos Mercedes-Benz Vans, Danmark forventer øget salg fremover.

Flere vil vælge eSprinter

”De seneste år har vi kunnet øge vores tilstedeværelse i markedet, og har samtidig mærket en stigende interesse for både de traditionelle, men også elektriske udgaver af Sprinteren, efter den blev tilgængelig som eSprinter for 5 år siden og fik en større opdatering i 2024.”

Conzelmann forventer at specielt efterspørgslen efter den nyeste, el-drevne version vil stige i den kommende tid.

”Vi ser frem til at skabe grundlaget for de næste milepæle for både Sprinter og eSprinter,” siger Benedikt Conzelmann.

På tre kontinenter

Siden 1995 har hver femte bil solgt i det tunge varebilsegment i Danmark været en Mercedes-Benz Sprinter – ifølge importøren – (21 pct. af totalsalget), i 2024 var det endda knap hver tredje (32 pct.).

Den bygges på tre kontinenter i henholdsvis Nordamerika, Sydamerika og Europa, og biler specifikt til det europæiske marked og dermed også Danmark produceres i Düsseldorf og Berlin.

ABS bremser

Sprinteren havde premiere i foråret 1995 i Tyskland som arvtager fra den legendariske T1/TN (med den skæve front) og var den første varebil, som havde et kaldenavn, der ikke blot bestod af bogstaver og talkoder.

Kombinationen af baghjulstræk, moderne chassis med uafhængigt forhjulsophæng og kraftige motorer var ikke normalt på den tid.

Samtidig satte bilen nye standarder for sikkerhed med blandt andet skivebremser hele vejen rundt, ABS-bremsesystem og højde-justerbare tre-punkt sikkerhedsseler som standard.

Nu med esp

Fra 2006 kom der flere varianter med tre forskellige akselafstande, fire længder, tre tag-højder og en totalvægt fra tre- til fem tons.

Derudover blev ESP-systemer introduceret, og i 2013 blev sikkerheden øget yderligere med Crosswind Assist, som var helt nyt i varebiler.

Adaptiv fartpilot

Tredje generation af Sprinter fra 2018/2019 bød på MBUX (Mercedes-Benz User Experience) multimedie-system, som danner baggrund for central flådestyring og lokations-baserede services.

På sikkerhedssiden kom der adaptiv fartpilot – hos Mercedes kaldet DISTRONIC Active Distance Assist. Samtidig kom den første elektriske eSprinter.

Ny eSprinter kører 440 km

Energieffektivitet, rækkevidde og lasteevne gør den nuværende eSprinter til en alsidig ”all-rounder”, som tilbagelægger op til hele 440 km på en opladning (WLTP).

Der er kommet et opdateret MBUX-system og endnu flere sikkerhedsfunktioner og assistenter.
Som noget helt nyt forstår MBUX også dansk tale, så man kan styre radio, sædevarme og navigation – med stemmen.

Den digitale oplevelse

Hos Mercedes-Benz Danmark oplever man , at nutidens kunder især lægger stor vægt på den digitale oplevelse i bilen i tillæg til Sprinterens historiske dyder om sikkerhed, komfort og økonomi.

”Her udmærker MBUX-systemet sig især ved, at det tilpasser sig behovene hos den enkelte bruger,” siger Jens Lyngholm, Portfolio & Transformation Manager, Mercedes-Benz Vans, Danmark.

Jubilæumspakke

For at fejre jubilæet introducerer importøren en specifik udstyrspakke, som samler alt det bedste i Sprinter.

Interesserede kunder kan nu tilkøbe en 30-års jubilæumspakke, som blandt andet indeholder adaptiv fartpilot (Distronic+), som selv holder hastigheden og afstand til forankørende biler.
Dertil kommer vægtjusterbart førersæde og læderrat.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk