(MARBELLA)
KIA er ved at manifestere sig som et af verdens store spillere på markederne for elektriske køretøjer.
Vi er blevet imponeret af den kommende PV5 varebil, der lander herhjemme sidst på året – men også personbilerne viser vejen frem med elegant design, fin komfrt og høj kvalitet.
EV3 vandt Årets Bil prisen for 2025 i Danmark – og nu kan man både få den og EV9 i Van-udgaver. Begge er såkaldte SUV biler, hvor man sidder lidt højt.
I stedet for Ceed
På vej er endnu flere nyheder – og først i køen er EV4 hatchback, der i princippet erstatter den populære Kia Ceed-serie med forbrændingsmotorer. Nyt er, at EV4 også kommer som sedan.
Hatchback udgaven skal bygges på Kias fabrik i Slovakiet – mens sedan udgaven bygges i Korea.
Mere sporty
EV4 er lavere end EV3 med lavere frihøjde – og man sidder lavere. Det betyder, at EV 4 kører mere sporty end EV3 – selv om EV4 er lidt større på alle leder og kanter. Bl.a. er akselafstanden 14 cm mere end i EV3.
Vi prøvede den på snoede spanske bjergveje og lidt på motorvej – og her optager den ujævnheder ganske godt.
Nok fordi affjedringen er blødere sat op end EV3, der skal kompenseres for den større frihøjde.
Priser ikke oplyst
Selv om bilen lander herhjemme allerede i næste måned, er der ikke offentliggjort danske priser.
Man er fra dansk side ikke færdig med prisforhandlinger. Men lidt under 300.000 kroner ville være et godt bud – og lidt dyrere end EV3.
Elmotorer, batterier og platform er identisk med EV3 – men den lavere udformning betyder mindre forbrug og længere rækkevidde ifølge Kia.
Teknik som EV3
Batterierne er på 58,3- og 81 kWh og rækkevidde på henholdsvis 456- og 683 km. Den lader DC med op til 128 kW. Ydelsen er 204 hk og 283 Nm – og man når 100 km/t på ned til 7,4 sekunder. Opladning DC tager cirka en halv time for begge batterier.
EV4 fås med toppen af poppen i udstyr – det vil sige bakkamera, alufælge, varme i rat og varme og ventilation i sæder – samt to skærme på hver 12,3 tommer.
Alt er ikke lagt ind i bilens touchscreen – der er fysiske knapper under skærmen til f.eks. varme og ventilation.
Varmepumpe standard
Varmepumpe er standard – og vi skal også nævne stemmestyring med AI funktion. Head-up-display er også en mulighed. Dertil LED lygter og alufælge.
Sikkerheden er god – med adaptiv fartpilot, aktiv nødbremse, bakbremse, linjevogter, blindvinkel-assistent, tre rekuperationstrin og et ekstra trin som 1-pedal system via skifteplader bag rattet – og så kan man vælge køremodes som eco, normal, sport, sne og individuelt.
V2L og V2G er også en mulighed – så man kan bruge boremaskinen fra bilens stik. Trailervægten er 1.000 kg. Med trailer-stabilitet.

