Erhvervslivet sparer de forkerte steder, når de ikke får monteret gode vinterdæk til varebilerne – salget er endda faldet med 15 procent.

Medarbejdernes sikkerhed burde jo stå øverst på virksomheders prioriteringslister – men sådan er det ikke altid.

Kører sommerdækkene ned

Selv om salget af nye varebiler har ligget konstant de senere år, er salget af vinterdæk til varebiler faldet med 15 procent det seneste år.

“Vi ser, at ejere og brugere af varebiler kører deres originalmonterede sommerdæk længere ned end tidligere, og det er ikke så heldigt for trafiksikkerheden,” siger formanden for Dækimportørforeningen, Jannick Ditlevsen.

Tysk dæktest

Det er én ting at køre på slidte sommerdæk på tørre sommerveje, men noget helt andet om vinteren.
“Nu, hvor vi begynder at møde den første rim, is, sne og snesjap på vejene, bliver det for alvor farligt med sommerdæk på varebilen,” siger Jannick Ditlevsen.

Han peger på tyske dæktest, som viser, at sommerdæk har næsten dobbelt så lang bremselængde som vinterdæk på vinterveje. Når det gælder igangsætningsevne og svingegenskaber ser det endnu værre ud for sommerdækkene.

Forkert udvikling

Den seneste fælles dæktælling for både person- og varebiler i januar 2016, altså højsæsonen for vinterdæk, viste, at 88 ud af hver 100 personbiler kørte på vinterdæk – mens det kun gjaldt 58 ud af hver 100 varebiler.

Dækimportørforeningen vurderer, at med den seneste udvikling vil disse tal i dag se endnu dårligere ud for varebiler, og det er problematisk.

“Hvis man som varebilsejer vil vende det positivt, så er det billigere at købe et sæt nye vinterdæk end at skulle betale udgiften til blot en enkelt blød bule, fordi man kørte på sommerdæk på glat vej. Og sker der tilmed personskade som følge af et uheld, der kunne have været undgået ved at køre på de rette dæk til årstiden, så står man både som ejer og som bruger med et moralsk ansvar, man nok gerne ville have været foruden,” siger Jannick Ditlevsen.

Varebiler kører for hurtigt

Hos dækimportørerne er man naturligvis opmærksom på, at der ikke er lovkrav om brug af vinterdæk om vinteren. Alligevel er holdningen klar.

Varebilerne er blandt de, der kører hurtigst i trafikken, viser en tidligere undersøgelse fra Vejdirektoratet.

”Men de er ikke de bedste til at manøvrere og bremse, og da slet ikke, hvis de kører på sommerdæk i vinterligt føre. Derfor er det ekstra vigtigt, at ejere og brugere af varebiler skifter til vinterdæk nu,” opfordrer Jannick Ditlevsen.

Billigere med nye vinterdæk

Buler i bilen og tabt arbejdsfortjeneste ved selv et mindre uheld løber let op i mange tusinde kroner, og det vil i langt de fleste tilfælde være billigere at investere i fire nye vinterdæk til varebilen, oplyser Dækimportørforeningen og Rådet for Større Dæksikkerhed.

I store træk er det lige så billigt at benytte to sæt egnede dæk som et, der kun er egnet en del af året. Man slider jo kun et sæt ad gangen og kører cirka den samme samlede distance på dækkene.

Moralsk dimension

Så forskellen er udgiften til fire ekstra fælge og hjulskift to gange årligt. Den udgift kan dog hurtigt udlignes, hvis man får blot en enkelt bule i bilen ved at køre galt på sommerdæk på vinterveje.

Og rammer man en blød trafikant, kommer der en moralsk dimension ind i billedet, som de fleste gerne havde været foruden, fortæller man i Dækimportørforeningen

Facts om varebiler og dæk om vinteren:
• To tredjedele af varebilschaufførerne (65 pct.) har ikke tjekket dæktrykket den sidste måned.
• 22 pct. kørte med mindre end de anbefalede tre mm mønsterdybde.
• Ud af disse 22 pct. var syv ud af 10 varebilschauffører uvidende om det.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk