(HANNOVER)
–
Kinesiske Maxus viser for første gang deres firehjulstrukne, elektriske pick-up ”e-Terron” på IAA transportmessen i Hannover i disse dage.
Ifølge direktøren for den nordiske importorganisation RSA, Frank Dunvold, bliver det den første firehjustrukne 1-tons pick-up i Europa.
Det er norske RSA, der står bag standen i Hannover – som importør af Maxus i Tyskland. RSA står også bag importen til Skandinavien – og dermed Danmark.
Om et halvt år
Den nye pick-up lander herhjemme formentlig i begyndelsen af 2025.
Den nye e-Terron kompletterer Maxus T90 EV – den elektriske, baghjulstrukne pick-up, der er på det danske marked allerede, men som dog ikke er solgt i så stort antal.
Efter at have oplevet den nye firehjulstrækker, er det tydeligt, at kvaliteten i den nye model er væsentlig bedre end forgængeren. Og en ny T90 må snart dukke op – eller en søstermodel til e-Terron.
Lånt fra Ford
Der er tydeligt mange plagiater i forhold til Fords halvanden tons F-150 Lightning fra USA – dels i linjerne og dels i detaljerne.
Hele fronten med frontklappens måde at åbne på – samt bilens forreste bagagerum kaldet Frunk – er kopieret fra Fords store pick-up, som vi tidligere har prøvet – og skrevet om herpå VOTY.dk.
Tekniske har bilen et 102 kWh batteri og en rækkevidde på 430 km. Den når til 100 km/t på 5,8 sekunder.
3,5 tons på krogen
Modsat T90 har bilen en høj trailervægt – på 3,5 tons. Nyttelasten er mere beskeden på 620 kg.
Bilen er bygget på en ramme-konstruktion med henblik på optimale off road egenskaber.
Affjedringen er uafhængig med multilink i fronten. Alternativt fås luftaffjedring.
4×4 systemet kaldes ATS, som står for All Terrain System, så man kan skille undervognen ind til forskelligt underlag.
10 nye Maxus på vej
Maxus har testet den over 3,6 millioner kilometer – bl.a. i Norge og Australien. Blandt de første lande, der får bilen er netop Norge og Danmark.
Maxus direktøren er meget positiv overfor udviklingen af Maxus mærket – og indenfor de næste to år, vil der blive præsenteret 10 nye varebilmodeller fra Maxus.
I Europa er Maxus mest kendt for sine elektriske varebiler – som i dag omfatter eDelivery3, eDeliver9 – og senest eDeliver7. Alle er introduceret herhjemme – og på vej er også eDeliver5.