August måned i år resulterede i 1.924 nyregistrerede varebiler i Danmark, hvilket er en mindre nedgang på 2,8 procent i forhold til august 2024, hvor niveauet lå på 1.979.
Med augusts tilbagegang ligger årets samlede varebilssalg nu på 16.465 enheder, hvilket er 12,1 procent under niveauet fra samme periode i 2024.
Udviklingen skal fortsat ses i lyset af de ekstraordinært høje registreringstal sidste år, som præger sammenligningsgrundlaget.
Fyldte mere i august
I august var 565 ud af de 1.924 nyregistrerede varebiler eldrevne, hvilket svarer til en andel på 29,4 procent. Det er 16,3 procentpoint højere end i august 2024.
Det er en markant fremgang fra 13,1 procent i august sidste år.
Diesel er fortsat det dominerende drivmiddel med 1.289 enheder og en andel på 67 procent, men andelen er faldet med 7,4 procentpoint i forhold til 2024.
Begrænset salg
Registreringerne af benzin- og hybridvarebiler ligger på et meget lavt niveau, mens plug-in hybrider udgjorde 37 enheder svarende til knap 2 procent af markedet.
”Elektrificeringen fylder gradvist mere blandt varebilerne, men den videre udvikling kræver understøttelse i form af incitamenter og gode rammer,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.
Lidt færre lastbiler
August endte med 305 nyregistrerede lastbiler i Danmark, hvilket er et fald på 7,3 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
På trods af den aktuelle tilbagegang er der i årets første otte måneder samlet indregistreret 3.674 lastbiler, hvilket er 5,4 procent flere end i samme periode i 2024.
Fremgangen er dog i høj grad påvirket af den ekstraordinære stigning i juni forud for de nye emissionskrav, som trådte i kraft 1. juli – mens markedet i årets første fem måneder stort set fulgte niveauet fra sidste år.
Få store ellastbiler
Blandt de lettere N2-lastbiler (3,5–12 ton) var mere end halvdelen af nyregistreringerne elektriske, mens andelen af elektriske lastbiler blandt de tungere N3-lastbiler var mindre end 10 procent.
Samlet set blev der i august indregistreret 56 el-lastbiler, en stigning på 21,7 procent i forhold til året før, hvilket understreger, at elektrificeringen endnu spiller en mindre, men gradvist voksende rolle.
Flest små ellastbiler
I N2-klassen (3,5–12 ton) var el-andelen endnu højere. Her blev der registreret 29 el-lastbiler mod 25 i august 2024, hvilket betyder, at el-lastbilerne overgik diesel, som stod for 18 enheder.
Dermed viser udviklingen, at elektrificeringen især slår igennem blandt de lettere lastbiler, mens diesel stadig er det klart dominerende drivmiddel i de tunge klasser.
Så elektrificeringen af lastbiler bevæger sig i den rigtige retning, mener importørerne, men de udgør dog fortsat kun en mindre del af markedet.
Yderligere incitamenter
Nu hvor støttepuljen til grøn omstilling af tung transport er åbnet, forventer Mobility Denmark, at flere aktører vil tage skridtet mod nulemissionsløsninger.
”Sidste år var interessen for puljen stor, og det er derfor positivt, at en større del af midlerne bliver afviklet allerede i år. Alligevel er det vigtigt fortsat at undersøge mulighederne for yderligere incitamenter til grøn omstilling af den tunge transport – for der er meget at hente i form af CO2-reduktion,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen.
Stigning i bussalget
I august 2025 blev der registreret 57 busser, hvilket er over tre gange så mange som i samme måned sidste år, hvor antallet var nede på 16.
Den store procentvise fremgang skal dog ses i lyset af de meget lave registreringstal i august 2024.
Ser man på året som helhed, er der fra januar til august indregistreret 378 busser, hvilket er 9,1 procent færre end i samme periode sidste år.
–
Varebilsalg i august 2025:
Ford Transit Custom 325 enheder
Volkswagen Transporter 225 –
Mercedes-Benz Vito 161 –
Volkswagen ID-Buzz 134 –
Renault Master 129 –
Mercedes-Benz Sprinter 122 –
Renault Trafic 98 –
Ford Transit 2 Tons 68 –
Volkswagen Crafter 67 –
MAN TGE 64 –
Mercedes-Benz Citan 64 –
–
El-varebilsalg i august 2025:
Volkswagen ID.Buzz Cargo 134 enheder
Ford E Transit Custom 89 –
Renault Master E Tech 77 –
Volkswagen e-Transporter 69 –
Ford Explorer Van 20 –
Mercedes-Benz E Vito 17 –
Renault Kangoo E TECH 17 –
Mercedes-Benz E Citan 15 –
Toyota Proace Electric 14 –
Volkswagen ID.4 Van 13 –
–
Varebilsalg januar-august 2025:
Ford Transit Custom 2.472 enheder
Volkswagen ID.Buzz Cargo 1.325 –
Mercedes-Benz Vito 1.135 –
Mercedes-Benz Sprinter 1.045 –
Renault Master 993 –
Volkswagen Transporter 927 –
Renault Trafic 915 –
Ford Transit 2 tons 654 –
Volkswagen Crafter 594 –
Mercedes-Benz Citan 488 –
–
El-varebilsalg januar-august 2025:
Volkswagen ID.Buzz 1.325 enheder
Ford E Transit Custom 561 –
Renault Master E TECH 530 –
Volkswagen e-Transporter 200 –
Toyota Proace Electric 189 –
Volkswagen ID.4 Van 181 –
Mercedes-Benz E Citan 179 –
Ford Explorer Van 174 –
Toyota Proace City Electric 129 –
Maxus e-Deliver 3 121 –

