Bilimportørerne melder løbende ud om de nye elbiler, som skal have dansk premiere på Elbilmessen 2025 i Messecenter Herning i den kommende weekend.
En lind strøm af nyheder – især kinesiske, som mange slet ikke har set eller hørt om endnu, vil stå klar på Elbilmessen, som åbner for publikum fredag klokken 13 – og varer hele weekenden.
I hvert fald kan alle sammen ses i Herning
Franske retrobiler
Nogle af de mest spændende biler er nok retroudgaverne af Renault 4 og Renault 5, hvor sidstnævnte blev kåret til ”Car of the Year for 2025.”
Renault vandt også titlen i 2024 med den større Scénic. Måske har de muligheden for et hattrick i år med 4’eren – men næste år er der så den næste retrobil: Twingo, som dog ikke vises i Herning i år.*
Præsidentens bil
Den kinesiske præsident Xi’s firmabil Hongqi – importeret af Wismo – er med i en ny og mere aerodynamisk udgave, der har en rækkevidde på 550 km. Den fås med firehjulstræk og opladning fra 20- til 80 pct. på 20 minutter.
Wismo er ved at have flere bilmærker med end andre importører – foruden de mange kinesiske mærker også de klassiske mærker fra K.W.Bruun tiden – Citroën, Peugeot, Fiat og Opel.
Mange kinesiske nyheder
Man kan også se kinesisk byggede Polestar, MG, X-Peng og BYD – samt tilbagevendende Nio, hvis lille lavprismodel Firefly nok skaber opmærksomhed. Volvo er kinesisk ejet – men EX 30 bygges nu i Belgien.
Vi skal også nævne den lille kinesiske JAC E30X – samt et par nye kinesiske mærker – Exlantis, Jaecoo, Omoda og Zeekr.
VW gruppen
Mange venter jo på små elbiler – og her har Volkswagen ladet vente på sig, men i 2026 er man klar med ID.Polo. Prototypen er med i Herning.
Fra samme koncern kommer Audi, Porsche og Cupra med nyt – samt Skoda, hvor det er lykkedes at få fat i den kommende konceptbil Vision 7S.
BMW’s fremtid – og Mini’s
I den mere prestigefyldte del af messen er der dansk premiere på iX3 fra BMW – den første serieproducerede bil under ”Neue Klasse.”
Den sprænger foreløbig rammerne for rækkevidde med 805 km og opladning med op til 400 kW. Ydelsen er 469 hk og momentet 645 Nm. Interessant er trailervægten på 2.000 kg. Bilen, der kommer til salg i marts, koster 650.000 kroner med de nye afgifter.
Fra samme koncern kan man også se et bredt modelprogram fra Mini.
Mazda og Mercedes
Spændende er også den nye Mazda 6e med en rækkevidde på 552 km – og så koster den under 300.000 kroner.
Mercedes har premiere på Shootingbrake-udgaven (st.car) af den nye elektriske CLA med 761 km rækkevidde– foruden en ny GLA SUV model med 713 km rækkevidde.
Nyheder fra Toyota og Suzuki
Lexus er her også – men mest fokus bliver der på moderselskabet Toyota, som viser sin nye Urban Cruiser – men man når også at præsentere sin C-HR+ med 609 km. rækkevidde.
Søstermodellen til Urban Cruiser, Suzuki eVitara, kan man også stifte bekendtskab med i Herning.
Rækkevidde 426 km.
De to biler koster mellem 220.000- og 235.000 kr. 6 års garanti er der på eVitara.
PV5 – helt nyt koncept
Kia viser sin nye PV5 i minibusudgave – men også den helt nye EV 4 personbil – både som 4-dørs og 5-dørs.
Søsterselskabet Hyundai er med fuldt program på messen.
Nissan og Tesla
Nissan har to Danmarks-premierer med – den rent elektriske Nissan Micra, der er søstermodel til Renault 5. Dertil en helt ny udgave af Nissan Leaf, som var en af de første rigtige elbiler på det danske marked.
Amerikanske Tesla viser for første gang basisudgaven af deres Y-model – som bygges i Berlin – til 300.000 kr. En god pris for en stor 5-dørs elbil.
Friske finalister
Der er tillige en stand med finalisterne til prisen Årets Bil i Danmark 2026 – der blev fundet i onsdags.



