Gennem de seneste 50 år har minibilen Volkswagen Polo været bestseller i Danmark – og i mange år også én af de mest solgte Van-modeller.
Men faktisk kom den først året efter (marts 1975) dens søstermodel Audi 50, der var den første minibil med forhjulstræk fra Volkswagen – i 1974.
Den samme år, hvor Volkswagen også præsenterede deres Golf, der jo har lagt navn til en hel klasse af biler. Og året efter den første Passat – der blev fabrikkens første moderne bil.
20 millioner enheder
Polo har alene solgt mere end 20 millioner køretøjer gennem seks generationer world wide.
I 2025 fejrer Volkswagen så 50-årsjubilæet for Polo – som blev afløseren for verdens mest solgte bil – boblen.
Den første Polo var et kvantespring for fabrikken – med tekniske innovationer og økonomisk overkommelig mobilitet for alle.
Alsidig følgesvend
”Med moderne teknologi til en fair pris har Polo bidraget til individuel mobilitet gennem generationer. Uanset om det gælder de første køretimer, sportslig køreglæde eller som familiebil – Polo har skabt minder og vil fortsætte med at være en alsidig følgesvend i fremtiden.”
Det skriver den danske importør, Semler Group, i en pressemeddelelse.
Den første Polo I var en kompakt bil, der målte 350 cm i længden og kun vejede 685 kg, så 0,9-liters motorens 40 hk var nok.
Populær som Van
For hver generation er den lille Volkswagen blevet videreudviklet.
Polo II bragte fra 1981 en række forbedringer, herunder mere plads og komfort samt moderniserede motorer, og den blev kåret til Årets Bil i Danmark 1982 – som var den første Polo Van med store salgstal.
Den blev også introduceret i en coupé-version, der i 1987 blev kronet med topmodellen GT G40, der var udstyret med en 1,3-liters 115 hk stærk motor med en spiralkompressor.
Også som GTI
Et nyt spring fremad – både i design og teknologi – fulgte med introduktionen af tredje generation Polo i 1994.
Polo III var en af de første biler i sin klasse med innovative sikkerhedsfunktioner som airbags.
I 1998 blev Polo for første gang tilgængelig som GTI med en 120 hk 16-ventilet 1,6-liters motor.
DSG automatgear
I 2002 introduceres fjerde generation af Polo, og den vokser i størrelse – 15 cm i længde – med front- og sideairbags, servostyring og ABS som standard.
Der var nye brændstoføkonomiske tre-cylindrede motorer og en 180 hk stærk GTI Cup Edition topmodel.
I 2009 kom femte generation af Polo – med introduktionen af motorer med DSG automat-gearkasse, automatisk cylinderfrakobling ( i 140 hk BlueGT), elektronisk undervogn og en BlueMotion TDI (over 30 km/l).
MQB platform
Polo V imponerede også i motorsport, hvor Polo R WRC vandt fire verdensmesterskabstitler i rally i træk fra 2013.
Sjette generation, der var baseret på den modulære MQB-platform, voksede igen (+92 mm akselafstand) og satte nye standarder i 2017 inden for connectivity, sikkerhed og køredynamik.
Med produktopgraderingen i 2021 blev Polo mere digital og fik assistent- og komfortsystemer, der ellers kun kendes fra større bilklasser.
El-pendant om et år
GTI-versionen var nu udstyret med en 2-liters 200 hk TSI-motor, og den er i dag den mest solgte GTI-bil i Danmark nogensinde med over 2.500 eksemplarer indregistreret.
Polo kører videre, men i 2026 får den en fuldelektrisk pendant, når Volkswagen introducerer den nye ID.2 – ID.-familiens hidtil mindste model.
Den 410 cm lange ID.2 vil blive tilbudt med to batteristørrelser, rækkevidde op til cirka 450 km og igen vil topmodellen blive en GTI med over 200 hk.