Toyota vil fra næste år kunne tilbyde deres nye Hilux pick-up med flere forskellige teknologier – og første version herhjemme bliver elektrisk.

Allerede ved seneste OL i Paris kunne man vise alle udgaver af den kommende Hilux som prototype – dog på det nuværende karosseri.

Toyotas politik er bl.a., at man kan tilbyde kunder i hele verden en Hilux – med den teknik, som kunderne har behov for.

Den elektriske udgave vil blive tilbudt i Europa først – men formentlig også visse dele af USA og visse asiatiske lande får kunne købe el-udgaven.

Dansk premiere

VOTY.dk var til første danske præsentation af bilen forleden – uden at pressechef Anders Tystrup kunne løfte sløret for nøjagtig præmiere-dato endsige komme med et prisniveau.

Han kunne dog sige, at det ville blive en gang i foråret – og derefter kunne man så næste efterår begynde salget af en 2,8 liters 48V mild-hybrid diesel version.

Toyota har arbejdet med hybridteknologi i mange år – og var blandt andet pionér med benzin-hybrid modellen Prius, der fejrer 30 års jubilæum i 2027.

Basisudgave

Bilen, som vi så ved Toyotas danske hovedkontor i Søborg, var den nye basisudgave, som for den elektriske udgave altid vil være en double cab model – som kan fås med- og uden bagsæde.

Bilen fås på både hvide og gule nummerplader, men næsten Hlux-modeller, der sælges i dag, er til erhverv.

Samme terrænegenskaber

Hilux har har terrænegenskaber helt på højde med dieseludgaven. Bilen er bygget på chassisramme og for at beskytte batterierne, er de indbygget og isoleret i rammen, så de kan tåle at komme under vand.

Vadedybden er 70 cm. og frihøjden er 20,7 cm. Til- og frakoblingsvinklerne for og bag er opgivet til henholdsvis 29- og 25 grader.

Center-differentiale

Der er elmotorer ved både for- og bagaksel, og der er et drejningsmoment på henholdsvis 206- og 269 Nm. . Samlet ydelse er 196 hk. Topfart er 140 km/t og bilen når 100 km/t på 10 sekunder.

Der er elektrisk center spærredifferentiale, men ikke manuelt spær på bagakslen som dieseludgaven og ikke reduktionsgear.

Eludgaven har også en særlig affjedring med den klassiske DeDion bagaksel, som har erstattet den stive bagaksel – men der er fortsat bladfjedre.

Rækkevidde 240 km

Batterierne yder 59,2 kWh – det er ikke så meget, så rækkevidden er på kun 240 km i WLTP snit, så det bliver noget mindre med fuld last og trailer – især om vinteren. Bilen kan hurtiglade med 150 kW og lade i gadeplan med 11 kW.

Bilen må laste 715 kg, totalvægten er 3.165 kg. – og trailervægten opgives til 1.600 kg. Til sammenligning må en diesel-Hilux køre med 3,5 tons på krogen – så entreprenører med trailer og gravemaskine vil fortsat køre med diesel – eller senere brint.

Målrettet flådekunder

Så det er ikke disse kunder, der kommer til at vælge el-Hilux som det første.

Man ser især på flådekunder – og ekstra meget på stat, regioner og kommuner som kunder – direkte eller indirekte – fordi det offentlige satser stærkt på den grønne omstilling.  Og bilen er da også god til f.eks. vejvedligeholdelse og vinterberedskab.

86 km om dagen

Toyota Danmark har dog kikket i synsrapporter fra Hilux, der er indregistreret i 2020 – og deres brugere kørte kun op til 86 km. i snit om dagen, og det er jo rigeligt for Hilux Electric.

Kabinen er blevet helt digital med to 12,3-tommer skærme, rattet kan indstilles i to retninger, 17 tommer alufælge, der er trådløs mobiloplader, shift-by-wire gear – og så er der en lukket kølergrill, da elbiler ikke behøver samme køling. Der er dog termisk batteristyring.

Brintudgave  i 2028 

I 2028 følger modeller med brændselsceller efter. En teknologi, som Toyota er meget langt med – og som mange kender fra personbilen Mirai.

Toyota leverer også brændselscelle-units andre producenter – f.eks. BMW, hollandske VDL (kendt for busser) og franske Hyliko (brint-lastbiler).

Elektrisk erhvervs set-up

Toyota har været længe om at komme på omdrejningshøjde med konkurrenterne, når det gælder elektriske personbiler.

Men det er man nu med nyeste bz4X og C-HR+ samt den kommende Urban Cruiser, som bygges i Indien i samarbejde med Suzuki.

Med Hilux får Toyota et fuldt elektrisk erhvervs set-up – foruden Hilux med de tre Proace Electric køretøjer både som varebiler og minibusser.

Stærk og robust

Når det gælder Hilux tilbyder man et køretøj, der klarer de samme udfordringer i terrænet som den kendte dieseludgave, der er kendt for sin indsats i både nødhjælpssituationer og i krige – men mest til job og fritid.

Bilen er også mange gange vinder af verdens hårdeste rally – Dakar Rally, der beviser bilens styrke og robusthed.

Hilux siden 1968

Den første Hilux kom frem i 1968 – og man fornyede den ikoniske model i 1972, 1978, 1983, 1988, 1997, 2004, 2015 – og nu i 2025.

27 millioner Hilux er siden produceret – i dag sker det dels i Thailand, hvor el-udgaven skal produceres, og i Sydafrika, hvor Danmark bl.a. får diesel-udgaven fra.