Suzuki Jimny fik Danske Motorjournalisters ”Designpris” som bilen, man kun kan holde af, som er en mester i terrænet – og som mange køber, selv om de ikke har brug for den.

Danske Motorjournalister valgte forleden Tesla 3 som Årets Bil 2020 – men forud for den store kåring, blev der bl.a. også en hæderspris, der kaldes ”Designprisen.”

Prisen gik til den lille og meget kompetente mini-off-roader Jimny fra Suzuki. Og en glad pressechef John Mogensen modsat prisen for bilen, som Suzuki selv kalder ærlig.

Imponerer i terrænet

Vi har prøvet bilen dels ved en præsentation i et terrænområde ved Lejre i forsommeren – hvor den virkelig imponerede – og igen senere ved dagligdags brug – og hvor man morer sig kongeligt.

Selv om bilen ikke er verdens mest komfortable på landevejen, så er komforten bedre end i forrige generation fra ’98.

Vi tog den både ud på landevej og motorvej, og den var måske nok lidt hårdt sat op – og selv om den kan køre 145 km/t, så er danske begrænsninger rigelige.

Upræcis styring på landevej

Styringen virker noget upræcis – det mærker man ved sving på landevejen, men det er perfekt til et ujævn off road terræn. Her passer de rå off road dæk også godt.

Den er faktisk ret momentstærk – og trækker fra 50 km/t i femte gear eller 1.500 omdrejninger.

Men den er sjov at køre, når man har vænnet sig til den. Også på asfalt- og det er én af de få biler, vi har prøvet, hvor folk vinker – og kommer hen for at spørge om bilen, når man parkerer.

Ikke godkendt som Van

Bilen kan modsat de fleste biler, som vi skriver om her på VOTY.dk ikke indregistreres på gule plader – fordi længden fra bagsæderne til bagklappen er for kort. Det har været tilfældet med nærmest alle dens forgængere gennem årene (læs senere).

Bagagerummet er 850 mm langt, og reglerne siger varerumslængde på 1.200 mm i længden og 600 mm i højden for at blive godkendt.

Men bilen er så meget en arbejdshest, at vi gør en undtagelse – og prøver den. For med bagsæderne fældet ned, er den nærmest en Van.

Bygget til at blive brugt

De små bagsæder er lette at vippe frem – og så er der på bagsiden af ryglænet en plastbeklædning, så man ikke sviner indtrækket, når man stiller sig snavsede gummistøvler ind efter jagten eller fisketuren.

Passagersædet kan også vippes frem til transport af længere genstande. Nævnes skal også 10 fastgørelses-punkter ved bagsæderne.

Lige så imponerende ved den nye Jimny er, at den må trække en trailer på 1.300 kg, så jægeren kan spænde en vogn efter og transportere de andre jægere ind jagtområdet. Hvis ikke det er entreprenøren, der har lidt materiel og et par små maskiner, der skal frem til byggepladsen.

Ekstra gearstang

Fra baghjuls- til firehjulstræk kan skiftes via en ekstra gearstang op til 100 km/t – mens man skal holde stille for at indkoble reduktionsgear.

Udover reduktionsgear er der Traction Control, som anvender bremsesystemet til at nedbremse et spinnende hjul. Dertil kommer en kraftig krængningsstabilisator.

Her kan vi så tilføje bilens frihøjde på 210 mm – samt ind- og udgangsvinkel på 37- og 49 grader samt rampevinkel på 28 grader. Akselafstanden er beskedne 2.250 mm – for slet ikke at nævne bilens længde og bredde på 3.645 (med reservehjul) og 1.645 mm. Højden er 1.720 mm.

Kraftig chassisramme

Bilen er bygget på en kraftig chassisramme, stive aksler og tre-leds ophæng med fjedre, hill hold, hill descend, antispin, firehjulstræk med reduktionsgear (standard), kuglekredsløbs-styretøj (som optager ujævnhederne bedst) og træthedsregistrering.

Det er vigtigt at fortælle, at sikkerheden er forbedret – bl.a. med automatisk nødbremse, linjevogter, skiltegenkendelse, LED forlygter, seks airbag og esc (stabilitetskontrol).

Udstyret omfatter (i den lidt dyrere udgave) også aircondition og alufælge samt læderrat, navigation, alufælge, varme i sæderne – og der er touchscreen, som kan betjenes med arbejdshandsker plus USB stik og DAB+radio.

Hold så fast !

Det er dog lidt svært at lære varmeapparatet at kende. Og vi savner en handskerumslås.

En kæmpe fartgreb på instrumentbrættet for passageren er der for det bliver brugt, når man går off road. For den er jo ikke til at stoppe – og så er det godt at have styr på ens balance, når man ikke selv styrer.

Den kantede form i den lille bil betyder, at det er let at komme til at rengøre ruderne. Fint her om vinteren, når der er is på ruderne.

Meget terrænbil for pengene

Jimny er bilen, som til en pris på 230.000 kroner på hvide plader ikke har direkte konkurrenter – så skal man op i en Jeep Wrangler, Land-Rover Defender eller Mercedes-Benz Geländewagen.

De er lige så rå, men også meget dyrere – også selv om vi taler om gule plader. Jimny bygges i Japan, og man mærker tydeligt den høje kvalitetsgrad på bilen.

Dørene virker dog lidt blikkede, når man lukker dem – og på landevejen kan man nu godt høre, at synkromeshen fra differentialet snakker med.

Som en skovmus

Men de nævnte biler er alle store og tunge, mens en Jimny vejer 1.165 kg. Så den bevæger sig som en lille skovmus hen over skovbunden.

4×4 systemet hedder All Grip Pro, hvor Suzukis andre 4×4 biler bare hedder All Grip, som er et let firehjulstræk i forhold til Pro modellen.

Historien bag Jimny:
Det er 13 år siden, at man har kunnet købe Suzukis lille firehjulstrækker herhjemme – men nu er den her så igen med den gamle betegnelse Jimny. Og endnu mere retro i sit design – tro mod ur-Jimny fra 1970.

Bilen har heddet meget gennem årene – bl.a. Samurai og de mere kedelige SJ 410 og 413 betegnelser (står for Light Jeep), men den har altid været en mester, når det gjaldt barsk off-road kørsel.

Den første bil i letvægtsserien kom i 1970 under navnet SJ10, og anden generation fulgte i 1988. Det var faktisk den første udgave, der blev solgt i Danmark – importeret af de to bilfolk Sven Flintø (senest fra Nissan) og Søren Eilsborg.

I 1998 kom tredje generation, som designmæssigt var lidt mere poleret – og bl.a. sagde man farvel til bladfjedrene. Det var dengang det nuværende Suzuki Bilimport Danmark fik importen.

Det er 21 år siden – og nu er det så fjerde generation – og af 850 solgte gennem alle årene er 70 i behold. Men mange lever desuden et otium uden nummerplader på gårde og arbejdspladser – eller som off road biler for sjov samt motorsport.

Herhjemme begyndte salget i slutningen af april – med der er kun begrænsede antal biler til salg. 250 biler er p.t. tildelt Danmark. Der er leveret 157 med udgangen af oktober.

Teknik Suzuki Jimny:
Motor: 4 cyl. benzin. K15B.
Miljø: Euro 6.
Slagvolumen: 1.462 ccm.
Ydelse: 102 hk ved 6.000 omdr.
Moment: 130 Nm v. 4.000 omdr.
Topfart: 145 km/t.
Brændstofforbrug WLTP: 12,2 km/l.
Energiklasse: B.
CO2 udslip: 178 g/km.
Gear: 5.
Udveksling reduktionsgear 4L: 1:2.003.
Styretøj: Kuglekredsløb.
Affjedring for og bag: 3-link med skruefjedre.
Dæk: Bridgestone Dueler H/T 195/80 R15.
Karosseriopbygning: Chassisramme.
Karosseri: 8 pkt. ophængt.
Bremser: Skiver for/tromler bag. Esc.
Ind- og udgangsvinkel: 37- og 49 grader.
Rampevinkel: 28 grader.
Læssehøjde: 810 mm.
Køreklar vægt: 1.165 kg.
Totalvægt: 1.435 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.300 kg.
Garanti: 3 år/100.000 km.
Sikkerhed: Nødbremse AEB. Antispin. 6 airbags.
Bakkehjælp: Hill hold/Hille Descend.
Pris: Fra 230.000 kr. (model Activ)
Pris model Adventure: 354.990 kr.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk