I dag skal de fleste dieselbiler bruge SCR-katalysator og ADBlue tilsætning for at klare miljøkravene – som det har været for lastbilsmotorer i flere år. Men Mazda CX-30 klarer opgaven uden – takket været avanceret Skyactive teknologi.

Mazda bruger opskriften ”gør det simpelt” – og det betyder bl.a., at man som på tunge lastbiler samler NOx’erne op i en tank – og brænder dem af, når denne tank er tom.

Det betyder igen ekstrem lav kompression på 1:14,8, som udnytter den lavere forbrændingstemperatur kombineret med hurtig indsprøjtning. Det gør samtidig motoren til én af de mest effektive – og det holder støjniveauet lavere end normalt i en dieselbil.

Nyeste miljønormer

Drejningsmomentet på 270 Nm mellem 1.600- til 2.600 omdrejninger viser smidigheden i CX-30 – og ser man på forbruget, så er gennemsnittet 16,7 km/l i den testede topmodel Cosmo med 6-trins automatgear. Men vel og mærke efter nyeste WLTP norm og Euro 6D Temp klassifikation.

Til gengæld yder den kun 116 hk, men motoren er modsat mange konkurrenter med fire cylindre, som giver en meget rolig og lydsvag motorgang. Og så taler vi om en slagvolumen på 1,8 liter. Kubik må der til.

Støjsvag maskine

På vejen mærkes det ved god reaktionsevne og rimelige præstationer. Uden at bilen er en racer. Den er 12,6 sekunder om at nå 100 km/t og topfarten opgives til 183 km/t. Men bilen er glimrende på såvel langtur som bytur.

Man kan sagtens finde en SUV med bedre præstationer, men nok ikke kombineret med den fine økonomi og støjsvage maskine.

Lille trailervægt

Mazda peger på CX-30 som jobbilen på gule plader, hvor priserne i dieselversion begynder ved 189.173 kr. plus moms med SKY-udstyr, mens testbilen i topudstyret COSMO version koster 225.769 kr.

Det største minus i den forbindelse er, at trailervægten kun er beskedne 1.300 kg., hvor nærmeste konkurrent ifølge Mazda selv – VW T-Roc – byder på 1.800 kg i en 1,6 TDI.

Vælger man CX-30 med firehjulstræk, er der stadig kun 1.300 kg trailervægt at gøre godt med.

Læsset med udstyr

Til gengæld er Mazda CX-30 læsset med udstyr – også i basisudgaven. Men i den prøvede COSMO er der nærmest sat kryds ved alle punkter.

Sikkerhedsmæssigt handler det om adaptiv fartpilot, nødbremse (der også bremser, når man er ved at bakke ind i noget), linjevogter, skiltegenkendelse, regnsensor, syv airbags, træthedsovervågning, LED- forlygter, head-up display, 18 tommer alufælge, P-sensorer, around view monitor (bird view via betjening med en kontakt på instrumentbrættet) og BLIS (Blind Spot informations system) med advarselslys i sidespejlene.

Sky-høj kvalitet

Tager vi komforten med, så er der varme i forsæder og rat, 2-zone klimaanlæg, DAB+-radio, nøglefri start, stop/start system, 8,8 tommer touchscreen med navigation – styret via en drejeknap mellem sæderne, Bose musikanlæg, læderindtræk og kantsyet instrumentbræt-beklædning delvist i ruskind.

Mazda er én af de få bilmærker, der fortsat producers i Japan til danske forbrugere – så kvaliteten er Sky-high, for at blive i Mazda sprog.

Gode køreegenskaber

Man sidder godt bag rattet. Høj siddestilling, der giver godt udsyn – som er typisk for en SUV. Der er god støtte i sæderne, som indstilles elektrisk (med memory). Køreegenskaberne er for en SUV ganske fine – bilen krænger ikke faretruende i et hurtigt sving som nogle konkurrenter.

Mazda CX-30 er designmæssigt ganske vellykket – og varerummet er pænt stort. Læssehøjden er 720 mm – indvendigt højde 100 mm. Bagklappen opereres elektrisk. Der er midterboks, men vi savner dog lås på handskerummet.

Fakta Mazda CX-30 Skyactiv diesel COSMO:
Motor: 4 cyl.
Slagvolumen: 1.759 ccm.
Ydelse: 116 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 270 Nm mellem 1.600- og 2.600 omdr.
Kompression: 1:14,8
Træk: Forhjulstræk.
Dæk: Bridgestone Turanza 215/55 R18.
Topfart: 183 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 12,6 sek.
Gennemsnitsforbrug WLTP: 16,7 km/l.
CO2 udslip: 158 g/km.
EU-Norm: Euro 6d TEMP.
Køreklar vægt: max 1.461 kg.
Totalvægt: 1.969 kg.
Trailervægt med bremser: 1.300 kg.
Varerumsvolumen: ikke oplyst.
Pris testbil: 225.769 kr. plus moms.
Mazda CX-30 diesel fra: 189.173 kr. plus moms.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk