Volkswagen har i reglen styr på kvalitet, og det er nok den største force ved den nye elektriske topmodel ID.7 i forhold til de fleste konkurrenter.
Mange kalder ID.7 for den elektriske udgave af Passat – og ligesom Passat ventes det, at det bliver stationcar udgaven, kaldet Variant, der bliver bestselleren.
Og den er faktisk tæt på sin introduktion herhjemme – over sommeren.
Spar 100.000 kroner
Som Van er det ID.4, som har taget teten som den mest ombyggede el-personbil herhjemme – men er den for lille, vil ID.7 og især ID.7 Variant være interessante.
Vi har prøvet Style udgaven af den 5-dørs udgave til en halv million på hvide plader. Som Van vil den koste ca. 400.000 kroner – for man sparer alene momsen i forhold til hvidpladeudgaven (som i alle elbiler.
Style koster ca. 50.000 kroner mere end basisudgaven Pro – det vil sige ca. 40.000 kroner i Van udgave.
Højt sikkerhedsniveau
I Style udgaven finder man virkelig meget udstyr så som parkerings-assistent og adaptiv fartpilot (med automatisk hastighedsstyring i forhold til fartgrænser).
Dertil blindvinkel assistent, LED-Matrix forlygter, bakkamera, linjevogter, to usb-stik (c), elektrisk bagklap, el-justerbart førersæde med varme og massage samt digitalt cockpit med 15 tommer centerplaceret touchscreen plus Head-Up-Display.
Super komfort
De ergonomisk korrekte Ergo Active sæder (med to memory indstillingen) havde ruskindsbetræk.
Det gav optimal komfort bag læderrattet – og det gør det til en dejlig rejsebil. Varmepumpe er i øvrigt standard.
1.200 kg. trailer
Som arbejdsbil kan den trække en trailer på 1.200 kg. med bremser – men det kræver en fabriksmonteret trækkrog, som koster 1.500 kroner.
Vi skal nævne fire fastgøres-kroge i varerummet, der rummer cirka 1.700 liter.
Der er i øvrigt god plads under gulvet bagi – men ladekablerne fylder meget, og de kan ikke gemmes i en frunk (aflæggerum foran).
God plads
Med en akselafstand på 2.970 mm er der god plads ved bagsædet i hvidpladeudgaven – eller enorm plads i en Van udgave.
Der er generelt god aflæggeplads i kabinen med bl.a. midterboks. Vi savnede dog handskerumslås – og i øvrigt en bagrudevisker.
På vejen mærkede vi ingen dæk- og vindstøj af betydning, men her skal vi også fremhæve bilens modstandskoefficient på 0,23 Cw, som sænker vindmodstanden og forbedrer forbruget.
614 km rækkevidde
Man kan oplade med 175 kW i DC hurtiglader – ned til 30 minutter – mens det tager 7 timer hjemme i Wall-box’en. Rækkevidden opgives til 614 km efter WLTP norman – men det er optimistisk. Ifølge bilen nåede vi med blandet kørsel 512 km.
Teknisk har den en enkelt el-motor og har baghjulstræk. Batteriet er på 77 kWh. Ydelsen er 286 hk og et flot drejningsmoment på 545 Nm. Det giver en hurtig bil, der når 100 km/t på 6,5 sekunder. Topfarten er reguleret til 180 km/t.
Som køremåde kan man vælge imellem Eco, Comfort, Sport og individuel indstilling.
–
Fakta Volkswagen ID.7:
Ydelse: 286 hk.
Moment: 545 Nm.
Elmotor: 1.
Batteri: 77 kWh/netto.
Forbrug: 14,3 kW/100 km.
Opladning DC: 175 kW – 30 min.
Opladning AC/Wallbox: 7 timer.
Rækkevidde WLTP: 614 km.
Topfart: 180 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 6,5 sek.
Træk: Baghjulstræk.
Akselafstand: 2.970 mm.
Læssehøjde: 720 mm
Køreklar vægt: 2.204 kg.
Varerum: ca. 1.700 liter.
Trailervægt m. bremser: 1.200 kg.
Dæk: Hankook Winter I-Cept EW/S M+S 235/45 R19.
Fabriksgaranti: 2 år.
Garanti batteri: 8 år/160.000 km.
Pris ekskl moms Van: ca. 400.000 kr.
Pris hvide plader: ca. 500.000 kr.