(BATILLY)

I morgen tirsdag den 23. juli er det skiftedag på Renault Groups varevognsfabrik i Batilly ved nordøst-franske Matz.

Så ruller sidste Renault Master i tredje generation af samlebåndet for sidste gang – og den helt nye model tager over. I en periode har man således bygget den nye og gamle model sideløbende.

Faktisk har man siden 1. juli kun bygget den gamle udgave til lande udenfor EU – på grund af nye bestemmelser fra EU.

95 pct. automation

Den seneste måned har den nye Master nærmet sig 20 pct. af produktionen, og i oktober vil man være kørt helt ind med fuld kapacitet med 3-holds skift.

På fabrikken har man produceret i alt tre millioner Master siden 1980 – hvor det meget var manuelt arbejde.

I dag er automationen 95 pct. – og i forbindelse med den nye Masters indtog på båndet, er der kommet 520 robotter til – så der nu er 520 robotter installeret.

3.100 medarbejdere

Samtidig har man løbende hyret flere medarbejdere – siden 2022 er det blevet til 425 personer, og der arbejdes med nyeste undervisningssystemer – bl.a. VR.

30 pct. af medarbejderstaben på 3.100 medarbejdere er kvinder.

Adaptiv fartpilot om et år

Den nye Master er blevet stærkt forbedret – især på sikkerhedssystemer, men først om et år kan man være klar med at tilbyde adaptiv fartpilot, elektronisk håndbremse og nøglefri start.

Til den tid vil Renault formentlig også være klar til at producere 40 forskellige udgaver af både diesel-, batterielektrisk- og brint- versioner – på samme samlebånd.

”El-pakken” i sin egen ramme sænkes ned på den normale ramme på båndet.

Fra PVI til Batilly

Indtil nu har batteriudgaverne været produceret færdigt hos Renaults selskab PVI – men det arbejde er nu flyttet til Batilly.

Nu fortsætter PVI så med at færdiggøre den nye, elektriske Trafic – som produceres på Sandouville varebilsfabrikken.

Ny Trafic i 2026

”Det vil PVI fortsætte med indtil en helt ny Trafic ser dagens lys i 2026 – forløbigt med kodenavnet ”Flexivan.” fortalte Heinz-Jürgen Löw, Renault Groups varebilschef.

Navnet Flexivan blev i øvrigt benyttet af Opel Danmark for år tilbage som varebilsnavn på de ombyggede MPV-modeller Zafira og Meriva.

En ny Master på 17 timer

Tilbage til den nye Master – så tager det samlet 17 timer at bygge bilen, der består af 3.903 dele. Bilens motor kommer fra fabrikken i Cléon og det rå karosseri ankommer færdigt fra fabrikken i Flins, hvor man har gruppens store presser.

Bilerne samles og lakeres så i Batilly. Der er 60 arbejdsstationer og 71 robot-stationer.

307 farver at vælge

Der er i øvrigt syv standard-farver plus 300 specialfarver, der kan bestilles, 80 pct. af alle nye Master er hvide, men mange folieres efterfølgende på importørplan efter kundeønsker.

De biler, der skal males i de syv standardfarver kører på ét bånd – de andre 300 farver på et andet bånd.

Eksempelvis er kun fem pct. af alle Master lakeret røde. I øvrigt er der til den nye Master installeret otte nye malerobotter alene til primer-lakering.

720 biler om dagen

I 2023 blev der bygget 150.261 Master i Batilly – en ny rekord. Med 3-holds skift når man op på 720 biler om dagen. Men så kører fabrikken også 24/7. 69 pct. sælges oversøisk.

Ud over produktion af Master til gruppens forhandlere, bygger man også versioner til Renault Trucks ”Red Edition” og Interstar til alliancepartner Nissan – her er produktionen af den nye Interstar dog endnu ikke gået i gang.

390 lastbiler om dagen

Inden Stellantis gruppens overtagelse af Opel i Europa, byggede man også Opel Movano.

87 pct. af underleverandørerne er fra Europa – de fleste fra Frankrig. Det kræver knivskarp planlægning – ikke mindst med hensyn til logistik. 390 lastbiler kommer til fabrikken hver dag.

De første Renault Master ventes leveret til danske kunder senere på året.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk