(MÜNCHEN)

Fem års udvikling og en investering på mange hundrede millioner euro har mundet ud i en serie nye 2-liter dieselmotorer fra Ford, der opfylder Euro 6 miljøkravene til varebiler, der træder i kraft 1. september i år.

En dags test i kuperet terræn i Sydtyskland imponerer faktisk – for ikke nok med at Ford med de nye motorer har lykkedes med en grønnere varebilsserie. Ford har også udviklet en bilserie, der udover forbedret økonomi og lavere CO2 tal også har bedre trækkraft.

Det skal endda ses i lyset af, at Ford i forvejen havde nogle af de mest effektive motorer i klassen af varebiler.

Vist i Birmingham
VOTY.dk løftede sløret for de spritnye motorer i forbindelse med Birmingham transportmessen tidligere på året – og talte der med to af Fords udviklingsingeniører, Nick Pollard – troldmanden med ansvaret for udviklingen af motorserien og Nick Mason, udviklingschef for Fords varebiler i Europa.

Den nye 2-liter dieselmotor erstatter den tidligere 2,2 liter udgave i Transit Custom og Transit to tons modellerne. EcoBlue kalder Ford motorerne, der er bygget i Dagenham i England – men udviklet parallelt i Fords udviklingscenter i Achen i Tyskland og i Dagenham.

De nye motorer yder henholdsvis 105-, 130- og 170 hk mod 100-, 125- og 155 hk tidligere. Motorerne er fem kilo lettere end tidligere. Drejningsmomentet er op til 405 Nm ved 1.750- omdrejninger i den største 170 hk udgave.

Lille motor med flot moment
Meget imponerende er den lille 105 hk motor, der har max. moment på 360 Nm over et bredt område på 1. 375- til 2.000 omdrejninger.

Den, der skal sælge mest, yder 130 hk og har et max-moment mellem 1.500- og 2.000 omdrejninger. Der skiftes lidt mere gear i den lille udgave – men der var også halv nyttelast i bilerne – for ”den lille” 400 kg – mens de større 2-tons modeller havde 600 kg. ballast.

Dog skal der naturligt siges, at man skal bruge gearene flittigere i en lille motor med færre hk. I femte gear var der ved testen i Tyskland først trækkraft fra 65 km/t – og fra 80 km/t i sjette. Det var ved 1.500 omdrejninger – samme omdrejningstal som i de større modeller, der for 170 hk vedkommende var trækkraft fra 55- og 70 km/t, og i 130 hk udgaven trækkraft fra 55- og 80 km/t.

50 Nm bedre moment
Der er en forbedring af momentet fra tidligere på 20 Nm i den største motor, 35 Nm i den mellemste motor – og i den lille 105 hestes hele 50 Nm.

Støjniveauet er markant mindre i de tre motorer i forhold til tidligere – især den store 170 hk udgave er direkte lydløs.

Udviklingsmæssigt læner Ford sig med de nye EcoBlue motorer sig tæt op af de berømmede EcoBoost benzin-motorer, hvor en del teknik er videreført. Man har virkelig gennemført stor ingeniørkunst – med sænket friktion i motorerne, som sænker støjniveau op mod 1,6 decibel i forhold til de nuværende modeller – og forbedrer økonomi. Det er da også meningen, at de nye motorer vil finde vej til flere personbilsmodeller.

Fornem økonomi
Ved tankning er der to påfyldningssteder under påfyldnings-klappen – til diesel og AdBlue. 13 pct. skulle brændstofforbruget være sænket – til 15 km/l i to tons udgaven og 16,4 km/l i Custom – men faldet i CO2 udledning er ca. 10 pct. Ford anvender bl.a. SCR-teknologi (Selective Catalytic Reduction) og VGT variabel geometri i turboladeren for at få det bedre miljø.

Når det gælder køreegenskaber er de også blevet bedre – bl.a. med en ny bagaksel, ny affjedring og en lettere styring. Luftaffjedring til f.eks. busser er muligt.

De nye motorer er klar hos forhandlerne efter sommerferien. Allerede nu er Euro 6 klar til de mindre Transit modeller, Connect og Courier, med 1,5 liters dieselmotorer.

Endelig med automatgear
Sidst på året kommer så torq converter automatgear endelig til Transit med forhjustræk – ikke SpeedShift som i personbilerne, men en traditionel automatkasse, der bygges af Ford i USA.

Designmæssigt er der ikke sket det store. En forkromet pynteliste under kølergrill’en er, hvad der er nyt. Men ser vi på sikkerheden, kan Ford med Transit Custom og to tons modellerne byde på samme sikkerhedsudstyr som på de dyreste personbiler i Fords flåde.

Her skal nævnes linjevogter, skiltegenkendelse, nødbremsesystem, fodgænger identifikation, adaptiv fartpilot, parkeringssensor, træthedsovervågning, automatisk nedblænding, sidevindsstabilisator (egen udvikling) og anti-krængningssystem. Det hele fås i en pakke til knap 18.000 kr. plus moms. Fords SYNC 2 infotainment (SYNC 3 med dansk tale kommer om et halvt år) og navigation kan også bestilles. Standard er dog stop-start system.

5-10 pct. dyrere biler
Serviceintervallerne er øget med 10.000 km til 60.000 km.

Priserne er øget 5-10 pct. –  fra 194.000 kr- plus moms i en Transit Custom med 105 hk og forhjulstræk til 259.000 kr. plus moms for to tons modellen som kassevogne. Så kan man vælge 500 andre modeller – inklusive busudgaver, dobbeltkabiner og chassisudgaver med opbygninger.

Ford har stor succes med salget af varebiler – man sidder faktisk på halvdelen af markedet, fortæller Bent Steen Jensen, dansk varebilschef hos Ford. Custom modellen har været markedsleder siden 2014 – da den kom på markedet. Ford forventer en stigning, dels når man kan tilbyde automatgear – især til busmodeller til bl.a. handikap-kørsel.

Salget af Custom vil fordele sig med 50 pct. med 130 hk motor, 40 pct. med 170 hk motor og 10 pct. med 105 hk motor. To tons modellen forventes at nå 55 pct. med 130 hk og 45 pct. med 170 hk.

Leave A Reply