Som nybagt ejer af en XPeng G6 SUV får man en video med, som forklarer alt om betjeningen af bilens touchscreen.

Det er ligesom at få en facitliste til regnestykkerne i Folkeskolen – for selv at finde ud af betjeningen af skærmen i bilen, kan man nok ikke. Med mindre man i forvejen er en ekspert i computerteknologi.

I Kina, bilens hjemland, satser XPeng ikke mindst på de yngre generationer – så bilen kan være en slags mobiltelefon på hjul.

Yngre kunder

Det er måske forklaringen på, at de kinesiske bilmærker generelt også har succes blandt yngre kundegrupper på vores breddegrader.

Vi må bare håbe, at de ikke kikker på skærmen hele tiden – ligesom på mobiltelefonen.

De europæiske mærker er ikke på samme måde gået helt ind for den nyeste skærmteknologi – sammenlignet med bilerne fra ”Riget i midten.”

Glade for knapper

Her på redaktionen bliver glade, når der er flyttet et par knapper udenfor skærmen – i det mindste for detaljer som sædevarme og radiobetjening.

En undtagelse i bilen er knapperne på rattet til at styre temperaturen i ventilationssystemet – samt indstillingen af fartpiloten.

Nu skal vi dog sige, at vi også fik en lang intro til bilen, da vi lånte den hos den danske importør i Hillerød – men helt dus med systemet blev vi dog aldrig.

590 km rækkevidde

Det var faktisk snevejr, da vi hentede bilen, så med 92 pct. rækkevidde ifølge skærmen blev vi kun lovet 390 km rækkevidde – om end fabrikken lover en WLTP rækkevidde på 590 km.

Til gengæld lader den 100 km på fem minutter (DC). Og det er bilen blevet rost for af bilanmeldere – selv i det kolde Norge.

Alt i udstyr

XPeng G6 er bilen, som stort set har alt i udstyr – det er vist kun anhængertræk, man skal betale ekstra for.

Udstyret omfatter adaptiv fartpilot, blindvinkel-assistent med kameravisning, linjevogter, nødbremse, LED lygter og 360 grader bird view kamera med 12 kameraer.

Dertil kan vi nævne el-sæder med varme og ventilation, trådløs mobil-opladning med kølefunktion, automatisk parkering.

Følsom styring

Testbilen kører godt – og er lynhurtig – således 6,7 sekunder til 100 km/t. Man kan vælge imellem baghjulstræk med standard-range eller long-range (som testbilen) samt All Wheel Drive i performance udgave, der klarer 100 km/t på 4,1 sekund.

Under vores test fandt vi styretøjet lidt følsomt – og i glat føre skal man passe på udskridninger fra den hurtige baghjulstrækker.

Personligt ville jeg derfor nok vælge AWD udgaven. Efter sigende skulle den seneste 2025 udgave have fået forbedret bl.a. styringen.

800 Volt system

Bilen yder 286 hk og NCM-batteriet er på 87,5 kWh. Ladeeffekten er 11(AC) – med tre faser – og 280 kW(DC) – og man lader fra 5- til 100 pct. AC på 9,5 timer. Med DC 20-80 pct. opladning på 20 minutter. Energiforbruget er 17,5 kWh/100 km.

Meget avanceret benytter XPeng et 800 volt system, som skulle forklarede ladeeffekten på 280 kW.
Der er en trailervægt på hele 1.500 kg – men træktøj må man betale 8.900 kr.

Men med last forsvinder strømmen hurtigt. Der er V2L funktion, så man kan trække strøm til værktøj. Bilen har også OTA – Over the Air software opdateringer.

Mulighed som Van

Bilen vllle have gode muligheder som Van med de 1,5 tons på krogen – så ville prisen ikke være de 370.000 kroner på hvide plader – men cirka 250.000 kroner.

Læssehøjden opgives til 760 mm. Bagklappen er i øvrigt elektrisk. Der er ikke egentligt handskerum i bilen – men midterboks og aflæggerum under midterkonsollen.

Men udsynet gennem bagruden er ikke optimal og besværlig indstilling af sidespejlene via skærmen. Et god detalje er bagrudeviskeren, som er skjult under tagspoileren. Der er i øvrigt monteringsbeslag til tagbøjler.

Stemmestyring

Man sidder godt i de velformede sæder, men sæderne er beklædt med kunstlæder. Man savner en ”Head Up Dispay” – selv om der er en lille skærm foran chaufføren.

Man kan også tale med sin G6 – Hey XPeng stemmestyring.

Alle informationer må man finde på skærmen. Her kan man bl.a. ret let slå de irriterende bip-lyde fra.

Små dørhåndtag

De små dørhåndtag var vi ikke begejstrede for, som man ikke kan betjene med handsker.

Udsynet bagude kunne også være bedre – og besværlig indstilling af sidespejle via skærmen, der i øvrigt er på 15 tommer.

Et stort plus er i øvrigt garantien på syv år eller 160.000 km.

Fakta XPeng G6 RWD Long Range:
Motor: 1 elmotor.
Træk: Baghjulstræk.
Effekt: 286 hk.
Moment: 440 Nm.
Topfart: 220 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 6,7 sek.
Rækkevidde WLTP: 570 km.
Batteri: 800 V – 87,5 kWh. (NCM).
Energiforbrug: 17,5 kWh/100 km.
Ladeeffekt AC: 11 kW.
Ladeeffekt DC: 280 kW.
Opladning AC 5-100 pct: 9,5 timer.
Opladning DC 10-80 pct: 20 min.
Køreklar vægt: 2.025 kg.
Trailer: 1.500 kg. med bremser.
Akselafstand: 2.890 mm.
Dæk: Michelin Pilot Alpin 5 SUV 255/45 R20
Garanti: 7 år/160.000 km.
Pris Van: Ca. 250.000 kr.
Pris testbil hvide plader: 370.000 kr.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk