Det koster i elforbrug at køre med tung last i en el-varebil – eller i hvilken som helst elbil for den sags skyld.
Men udviklingen går mod flere elvarebiler på vejene – for det kræver statslige organisationer og flere og flere kommuner af deres kunder – ligesom det er et ønske i mange virksomheder med grøn profil.
For el-køretøjer er en løsning for at skabe et bedre miljø.
Med firehjulstræk
VOTY.dk lånte den nye elektriske, kinesisk byggede Maxus e-Deliver 7 AWD med firehjulstræk – interessant fordi prisen netop nu fra begyndelsen af januar er sat 20.000 kroner ned til nu 329.900 kr. for den testede lange L2 udgave.
Alle udgaver er dog sat ned, så billigste forhjulstrukne udgave koster 284.900 kr.
Test med trailer
Vi prøvede den sammen med vores faste testkører, entreprenør Vagn Nielsen fra Osted ved Roskilde.
Som sædvanligt med trailer – denne gang med en vægt på 1.800 kg – lidt under de to tons, som den må trække med bremser.
Koster strøm
På vores testforløb gennem det kuperede midtsjællandske landskab brugte vi forholdsmæssigt meget strøm.
På en enkelt bakke over halvanden kilometers forløb mistede bilen 10 kilometer rækkevidde alene. Og over en strækning på 23 kilometer brugte vi samlet 43 kilometer rækkevidde.
På en længere strækning på 80 kilometer (uden læs) brugte vi 100 kilometer rækkevidde – alt efter, hvad vi udsatte bilen for.
Varmepumpe
Her var det dog et plus, at bilen gennem rekuperation også får samlet lidt strøm op undervejs – samt at bilen har varmepumpe, så der spares på strømmen.
På bilens instrumenter kunne vi aflæse forbruget skifte fra 20 til 60 kWh/100 km – uden og med læs.
Gennemsnitsforbruget endte med 20,9 kWh/100 km.
Stabil trailer
Vi mærkede ikke noget til traileren under testen – for firehjulstrækket sikrer, at kørslen sker mere stabilt.
Firehjulstræk indstilles via en drejeknap. Her er der ud over valg af 4×2 eller 4×4 også valg af trailer og underlag som sand og sten. Der er også en eco-knap.
Ren motorvej
Vi ladede nogle gange – ved en DC-ladestander med 240 kW effekt – hvor opladningen svingede mellem 10,9 kW til 81,7 kW. Maxus lover her 80 kW.
Vi opladede 100 pct. inden vi (uden læs) skulle køre fra København til Middelfart, hvor bilen skulle afleveres. Vi blev fra start lovet en rækkevidde på 332 km – af de 360 km, som fabrikken lover.
Der er 200 kilometers kørsel mellem de to byer – ren motorvej – men vi havde cirka 20 km rækkevidde tilbage ved ankomst. Vi sparede på strømmen ved at lægge os bag lastbilerne.
Bedre kvalitet
Kvalitetsmæssigt er der sket i e-Deliver7 sket et stort løft fra e-Deliver 3 udgaven, som dog ikke produceres til Danmark længere, men der er vist stadig lagerbiler.
Der er armlæn, men der mangler lidt sidestøtte i førersædet, mens de to passagerer sidder meget lodret i et hårdt sæde. Der er varme i sæder og rat, men rattet kan kun stilles vertikalt – i højderetningen.
12,3 tommer touchscreen
Der er elektrisk p-bremse – samt en stor 12,3 tommer touchscreen og en mindre 4,2 tommer skærm foran chaufføren. Vi skal også nævne at flere funktioner på skærmen indstilles via knapper på rattet.
Der er ikke handskerumslås – men ellers god aflæggeplads. Der er Android Auto og Apple Carplay.
Adaptiv fartpilot
Sikkerhedsmæssigt er der adaptiv fartpilot, nødbremse, LED lygter, tågelys for og bag, automatisk fjernlysassistent, fire airbags, lane departure warning og lane keep assist (linjevogter).
Dertil blindvinkelassistent, to fartgreb i A-stolpen, 360 grader kamera og p-sensorer (ekstra) samt skiltegenkendelse (som dog ikke altid virkede). Bilen har fået ”Gold Rating” af EuroNCAP.
Bilen trækker ganske godt – med god acceleration på 7,6 sekunder til 100 km/t. Topfarten er 120 km/t. Bilen er behagelig lydløs.
Automatisk trinbræt
Bilen har et trinbræt, der glider ud under hver sidedør, så man får lettere ind og udstigning af varerummet.
Vi talte seks fastgørelseskroge i varerummet – og bilen havde ekstra beklædning i bunden og halvt op ad siderne, men plastbeklædningen er ret glat, så man skal huske fastgørelsesstropper. Læssehøjden målte vi til 66 cm.
–
Fakta Maxus e-Deliver 7 AWD:
Ydelse: 353 hk/260 kW.
Moment: 190+330 Nm.
Batterikapacitet: 88 kWh.
Batteri: Lition-jernfosfat-system.
Forbrug: 261 Wh/km.
Slutforbrug test: 20,9 kWh/100 km.
Rækkevidde WLTP: 360 km.
Opladning AC: 11 kW/3 faser.
Opladning DC: 80 kW.
Lader v. AC 11 kW: 5-100 pct. på 9,3 timer.
Lader v. DC: 20-80 pct. på 43 min.
Gear: 1 trin aut.
Topfart: 120 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 7,6 sek.
Tilladt vogntogsvægt: 5.000 kg.
Totalvægt/egenvægt: 3.500/2.595 kg (ex. fører)
Nyttelast: 905 kg.
Tagbelastning: 100 kg.
Varerum: 6,7 kubikmeter.
Varerummål: 2.913 x1.800 x 1.328 mm.
Mellem hjulkasser: 1.390 mm.
Mål skydedøre: 990 x 1.200 mm.
Bagdøre: Åbner 180 grader.
Akselafstand: 3.366 mm.
Trailervægt m. bremser: 2.000 kg.
Læssehøjde: 66 cm.
Bremser: skiver for og bag. ABS, ESP.
Affjedring for: Uafhængig.
Affjedring bag: Bladfjedre.
Dæk: Maxxix Vansmart MCV8+ 215/70 R16c.
Fabriksgaranti: 5 år/100.000 km.
Batterigaranti: 8 år/160.000 km (70 pct.)
Pris e-Deliver 7 fwd fra: 284.900 kr. ekskl. moms.
Pris testbil e-Deliver L 7 AWD: 329.900 kr. ekskl. moms.



