Det går for langsomt med optrapningen af brint til transport i Europa. Det sammen med høje udviklingsomkostninger koster nu selskabet HYVIA dets eksistens – efter lang tid rygter om konkurs.
VOTY.dk har flere gange været i Frankrig for at køre i Renault-varebiler med brintteknologi – i første række den tidligere Master model, men også den mindre Kangoo.
Fin teknik og en oplevelse bag rattet, der minder om at køre i en elbil, hvad en brintdrevet bil jo faktisk også er – blot med eget brintfabrik om bord i form af brændselsceller.
Stort sat op
Men brint-joint-venture samarbejdet mellem Renault Group og den amerikanske producent af brændselsceller – Plug Power, som nærmest alle havde store forventninger til,er nu afsluttet.
Det skriver HYVIA i en pressemeddelelse.
Selskabet ønskede at samle en komplet H2-infrastruktur inklusive køretøjer og elektrolyse – samt et tanksystem.
Det var ellers stort sat op – med en hel sektion til produktion af platform med batterier og brændselsceller på én af Renault fabrikker.
Retslig likvidation
Ved en dom den 18. februar i år omdannede retten for økonomiske aktiviteter i Versailles, Frankrig, den retslige rekonstruktionsprocedure, der blev indledt den 10. december i fjor, til retslig likvidation, skriver HYVIA i en pressemeddelelse.
Det hele begyndte i juni 2021 – og man forsøger nu at omgruppere de mange medarbejdere, der for manges vedkommende blev hentet hos Renault Group.
Komplet økonosystem
Planen for joint venture samarbejdet, der blev grundlagt for fire år siden, var at realisere et komplet økosystem for de europæiske markeder, der samler lette erhvervskøretøjer med brændselsceller, brinttankstationer, tjenester til finansiering og vedligeholdelse af flåder.
Om Renault Group vil fortsætte med brintforskning, er der ingen oplysninger om.