Varebilerne er inde i en stabil periode med udmærket salg. De har gjort et fornuftigt comeback de seneste måneder – og har over hele året klaret sig bedre, end man kunne frygte.

Det oplyser DBI, De Danske Bilimportører.

Til gengæld var oktober måned som ventet ikke prangende for lastbilerne, der fortsat halter bagefter sidste års flotte salgstal.

Stabil udvikling

”Varebilerne er kommet sig fornuftigt oven på forårets Corona-nedlukninger, og den stabile udvikling fortsatte i oktober. Med et år-til-dato salg der kun er omkring 10 procent under sidste års niveau, kan vi ikke tillade os at være utilfredse – foråret og den nuværende samfundssituation taget i betragtning,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i DBI.

2020 bliver ikke til gengæld noget rekordår for de tunge køretøjers vedkommende.

Særligt har lastbilerne haft det svært med et salg der i 2020 foreløbigt ligger 28 procent under sidste år niveau i samme periode.

Lavere end i 2019

”Som forventet har lastbilerne haft et stille år i 2020. Oktober var ikke nogen undtagelse. Når vi sammenligner salgstallene fra 2020 med de foregående år, skal vi huske på, at slutningen af 2010’erne var nogle rigtigt gode år for forhandlerne af tunge køretøjer, hvor væksten var særligt høj,” siger Rørvig.

De gode takter i september, der bød på det bedste månedlige varebilsalg i næsten et år, fortsatte i oktober, hvor der blev indregistreret stort set det samme antal varebiler som i oktober 2019.

2.903 varebiler blev det til helt præcist, hvilket betyder, at der ved udgangen af oktober er solgt 24.577 varebiler i 2020. År-til-dato salget er dog 9,9 procent lavere end sidste år på samme tidspunkt.

Uændrede markedsandele

Der er ikke rykket synderligt ved markedsandelene på tværs af vægtklasserne sammenlignet med oktober sidste år.

De mellemstore varebiler (2.501-3.490 kg) udgjorde omkring 47,8 procent af de nye varebiler i den forgangene måned, imens de små varebiler under 2.500 kg. og store varebiler over 3.490 kg. udgjorde omkring henholdsvis 31,1- og 21,2 procent af markedet.

De små varebiler afgav en markedsandel på 1,5 procentpoint i oktober 2020, som i stedet primært gik til de mellemstore varebiler.

Lastbilsalg er faldet

I oktober fik 349 nye lastbiler asfalt under hjulene. Det er et fald på 22,4 procent i forhold til samme måned i fjor.

Med oktobers lastbilsalg har vi nu rundet 3.000 nyregistrerede lastbiler i 2020. Helt præcist lyder år-til-dato-salget på 3.156 nye lastbiler, hvilket er en nedgang på 28 procent sammenholdt med de første 10 måneder af 2019.

Med til historien hører dog, at 2019 bød på et rigtigt stærkt lastbilsalg med over nye 5.000 køretøjer, hvilket kun er sket to gange siden 2009. Med andre ord var en betydelig del af salgsnedgangen for lastbilerne forventelig og kan ikke udelukkende tilskrives Corona-krisen.

De tungeste klarer sig bedst

”De tungeste lastbiler over 24 tons klarede det udmærket i oktober måned, og trods den generelle nedgang i vægtklassen i absolutte termer, så øgede vægtklassen sin markedsandel med 8,2 procentpoint i forhold til samme måned sidste år,” udtaler Rørvig.

Generelt har de store lastbiler udgjort omkring tre procentpoint mere af markedet i år end tilfældet var i samme periode af 2019.

De mellemstore lastbiler (16,001-24 ton) havde en hård oktober og gik hele 10,5 procentpoint tilbage i forhold til oktober 2019, imens de små lastbiler under 16 tons omvendt havde en beskeden fremgang på 2,3 procentpoint.

Fortsat sløjt bussalg

Det sløje bussalg i 2020 fortsatte i oktober med blot fem ny-registreringer – hele 90,9 procent under sidste års niveau i samme måned. Dermed er der kommet 262 nye busser ud på vejene i 2020, hvilket er 42,4 procent færre end i samme periode sidste år.

Udviklingen i bussalget skal som altid tages med en række forbehold, da vi analyserer relativt små tal, og da enkelte leverancer kan påvirke udviklingen markant.

Salg af varebiler i oktober:
Ford Transit Custom 404 enheder
Mercedes-Benz Sprinter 228 –
Mercedes-Benz Vito 159 –
Renault Trafic 145 –
Volkswagen Transporter 134 –
Dacia Dokker 131 –
Peugeot Partner 104 –
Renault Captur 96 –
Ford Transit 2 tons 95 –
Toyota Proace 92 –

Salg af varebiler januar-oktober:
Ford Transit Custom 3.358 enheder
Volkswagen Transporter 1.600 –
Mercedes-Benz Sprinter 1.533 –
Mercedes-Benz Vito 1.327 –
Ford Transit 2 tons 943 –
Renault Trafic 891 –
Renault Master 875 –
Peugeot Partner 841 –
Peugeot Expert 838 –
Toyota Proace 748 –

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk