Den elektriske udgave af årets varebil i Europa – Renault Master E Tech – er faldet 72.990 kroner i pris. Og det inden den første bil overhovedet er leveret til en kunde.

Prisbomben sprang i dag til morgen – forud for åbningen af erhvervsbilsmessen eCom Expo i Bella Center.

Andre eludgaver af Renault varebiler fra RN Danmark er også faldet i pris. Det vil sige Trafic og Kangoo. Dermed vil en Renault varebil på el koste det samme som den tilsvarende varebil på diesel.

Under fem pct. elvarebiler

Herhjemme og i EU i øvrigt ligger elbilsalget på varebil-fronten på under fem pct., hvor EU’s målsætning for næste år skulle være 15 pct.

En hel umulig målsætning i øvrigt – men måske Renaults nye prispolitik kan hjælpe EU’s målsætning lidt på vej. For merprisen på en elvarebil har været med til at holde kunderne væk.

Merprisen på el hænger oftest ikke sammen med firmaernes økonomi, for de kan ikke konkurrere med en sådan merpris.

Markant

Mens mere end hver anden bilist køber elbil, når den gamle benzin eller dieselbil skal skiftes ud – ser det anderledes sløjt ud, når det handler om varebiler.

Når det handler om varebiler har der været en meget markant prisforskel mellem diesel og el- varevogne. Det gør, at andelen af nye reelle varevogne på el halter ekstremt langt bagefter udviklingen på personvognsmarkedet.

“Det ændrer vi fra i dag. Her sænker vi priserne på vores varevogne på el, så de koster nøjagtig det samme som en tilsvarende dieselbil med automatgear”, siger presse – og Marketingchef Søren Hyltoft fra RN Danmark, der importerer Renault og Dacia til Danmark.

På den nye Renault Master E-Tech Electric L2H2 3.5 Tons med 87 kWh batteri og op til 460 kilometers rækkevidde, betyder det som nævnt et prisfald på 72.990 kroner. Fra 397.990 til 325.000 kroner.

For Renault Trafic er der gjort samme øvelse. En L2H2 Renault Trafic E-Tech Electric falder fra 295.000 kroner til 260.000 kroner for versionen med op til 294 kilometers rækkevidde.

Stærkt program

Også Renault Kangoo E-Tech følger med ned i pris.

”Renault har været den bedst sælgende producent i Europa i mange år. Og med lanceringen af både Kangoo, Trafic og senest Van of The Year – Renault Master – har vi nu også et meget stærkt program på el. Vi tror på, at vi med dette banebrydende initiativ kan sikre, at Renault E-Tech varebilerne vil udgøre 20 pct. af vores salg i 2025”, siger Søren Hyltoft.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk