(ULM)

Iveco forsker over en bred kam, når det gælder fremtidens drivmidler – og nyeste generationer af varebilen Daily og lastbilen S-Way kommer efterhånden til at blive tilbudt med mange drivliner.

Blandt andet de kendte el og gas – og snart også brint.

Det fortalte Luca Sra, chef for Ivecos tunge køretøjer, ved et møde for International Truck- samt Van of the Year juryerne forleden.

Fra flere lande

Det foregik i Ulm, hvor Iveco netop producerer deres lastbiler med alternative drivliner så som brint og el.

Førerhuset kommer fra Madrid mens aksler og el-teknik kommer fra Torino. Alt samles så i Ulm på en ny ergonomisk korrekt udformet samle-linje.

Sidste efterår præsenterede man bl.a. en ny elektrisk udgave af lastbilen S-Way – kaldet S eWay – nu er den klar til at fejre premiere.

Metallica

I første omgang som op til 44 tons trækker med 400 km rækkevidde – og i forbindelse med IAA messen til september vil den være klar som 28 tons chassisbil.

I Ulm så vi både el og brint udgaver – begge Metallica-dekorerede. De skal køre både i Europa og i USA.

Når det gælder Iveco Daily, har vi ad flere omgange prøvet forskellige generationer af e-Daily – bl.a. testet bilen på Fyn for to år siden.

Ny instrumentering

Nu er 2024-årgangen klar – og i Ulm kørte vi en god times tid i bilen i meget kuperet terræn.

Teknikken er mest genbrug – men førerhuset har fået nyt infotainment-system med store digitale skærme.

Vi prøvede også Daily i brintudgave. Og det gjorde den aldeles glimrende. Det er jo langt hen ad vejen en prototype – siden første projekt blev vist i 2021 – men den er på samlebåndet ved næste generation. Det tager tre minutter at tanke hver af de to brinttanke i bilen.

Til flådetest

Bilerne skal snart ud i flådetest hos udvalgte kunder. Men til salg hos forhandlerne kommer den nok først om måske tre-fire år.

Bilen kører stort set som en elbil – og det er jo også en elbil med egen fabrik om bord.

Som alle el-køretøjer er både brint og el med til at give en behagelig arbejdsdag for chaufføren – uden støj, og tilmed præstationer nærmest som en gas- og dieselbil.

Mangler fyldestationer

Udfordringen til brintbilerne er manglende fyldestationer – men der er en del i Tyskland, men ingen i Danmark – endnu.

Når det gælder el-ladepunkter er der ganske mange i Danmark – mens det kniber i flere andre europæiske lande.

Iveco opfordrer EU’s politikere at træde i karaktér og få rullet mange flere ladestandere til og fyldestationer til brint ud i de europæiske lande.

Ny minivan på el

Når det gælder brint, har det senest været koreanske Hyundai, som man har som samarbejdspartner.

På IAA vil man vise en ny elektrisk 3,5 tons chassis-varebil, som kan opbygges i massevis af former op til 10 kubikmeter lokalt produceret box.

Bilen er produceret i Korea og solgt som Iveco på vores breddegrader. Vi har set bilen – og projektet er spændende. Navnet er ikke meldt ud.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk