Vedvarende brændstoffer er afgørende for at nå klimamålene – bl.a. at Europa skal fremstå klimaneutral i 2050.
Det er det tydelige resultat efter et tre måneders roadshow gennem Europa – kaldet Tour d’Europe.
26 virksomheder, organisationer og institutioner har i år været med i Tour d’Europe, hvor flere forskellige køretøjer kørte 77.500 kilometer gennem 16 lande.
67 pct. lavere
Der blev i videst mulige omfang kørt på vedvarende brændstoffer – og resultatet blev en 67 pct. lavere udledning i forhold konventionelle brændstoffer som benzin og diesel.
I alt blev 84 pct. af strækningen kørt på 100 pct. vedvarende brændstof.
Det er et bevis på, at vedvarende brændstoffer giver betydelige reduktioner af drivhusgasser (GHG).
Fleksibel løsning
I en rapport fra Tour d’Europe organisationen oplyses det, at vedvarende brændstoffer er en umiddelbart tilgængelig og fleksibel løsning, som kan supplere elektrificering og brint i omstillingen til bæredygtig transport.
”Turnéen bekræfter det, vi længe har vidst – at biogas og andre vedvarende brændstoffer er afgørende for en hurtig og effektiv klimaomstilling af transportsektoren,” siger Marcus Torin, Country Sales Manager hos Hedin Nordic Truck AB, der repræsenterer IVECO i Norden.
Flydende biogas
Iveco deltog i Tour d’Europe med lastbiler, der kørte på BioLNG, et vedvarende flydende biogasbrændstof.
Alle GHG-besparelser under Tour d’Europe blev verificeret ved hjælp af et digitalt værktøj – en såkaldt Digital Fuel Twin (DFT) – og analyseret af det Tekniske Universitet i Darmstadt og Karlsruhe Tekniske Institut.
Rapport er klar
Resultatet blev derefter samlet i en rapport, der nu foreligger – og er blevet overdraget bl.a. EU-politikere.
Den fastslår, at vedvarende brændstoffer allerede i dag har et enkelt og reelt gennemførligt potentiale for CO2-reduktion, med faktiske og verificerbare udledningsreduktioner på op til 77 pct.
Teknologineutral
Rapporten understreger desuden, at EU’s strategi bør være teknologineutral og i højere grad udnytte mulighederne med vedvarende brændstoffer, som allerede findes tilgængelige i hele Europa og er fuldt kompatible med nutidens køretøjsteknologi og tankinfrastruktur.
”Biogas og andre vedvarende brændstoffer reducerer allerede i dag udledningen fra eksisterende køretøjer – og vi ser, at de også fremover vil spille en vigtig rolle i at drive fremtidens køretøjer mod en bæredygtig fremtid,” siger Marcus Torin.
ICE motorer med brint
Det skal dog også nævnes, at der foregår mange testforsøg hos de store lastbilproducenter med brint til forbrændingsmotorer (Internal Combustion Engine/ICE) , som kunne fortsætte – selv om EU i dag vil forbyde ICE-motoren den fra 2035.
Under hele testforløbet, var der stop i byer, hvor der var arrangementer med lokale politikere, organisationer og medier for at fortælle, hvor vigtige vedvarende brændstoffer er for at nedbringe CO2-udslippet – også kendt som decarbonisering.
—
Fakta om Tour d’Europe:
Tour d’Europe er et samarbejdsprojekt, der samler 26 virksomheder, brancheorganisationer og institutioner fra hele værdikæden inden for køretøjer og brændstoffer.
Blandt deltagerne er: AVIA, BMW, Bosch, Collective du Bioéthanol, DAF Trucks, Daimler Truck AG, EBB, Enilive, EWABA, ePURE, Ford Trucks / TJA, FuelsEurope, Honda, Hyundai, IVECO, IRU, Moeve, Neste, PRIO, Repsol, Shell, Toyota, Transportes Aguieira, Det Tekniske Universitet i Darmstadt, Det Tekniske Institut i Karlsruhe samt VDA.
Køretøjerne – 11 biler og 5 lastbiler – kørte i alt 77.500 km ad fem forskellige ruter på tværs af Europa.
De tankede 289 gange med en række forskellige vedvarende brændstoffer: HVO og B100 til dieseldrevne køretøjer, E85 og vedvarende benzin til benzin- og hybridmotorer samt BioLNG til gasdrevne lastbiler.
Dertil kommer forskellige brændstofblandinger, hvor specifikationer for 100 pct. vedvarende brændstof ikke var tilgængelige.
