Volkswagen udstiller for første gang i Norden den nye Transporter, der fejrede verdenspremiere på IAA Transportation messen i Hannover i sidste måned.

Det sker den kommende weekend til eComExpo i Bella Center – og det er selvfølgelig den elektriske udgave e-Transporter, der er fokus på.

Transporter er et ikon i varebiler med næsten 75 år på bagen siden den første udgave blev præsenteret i 1949 og kom til salg i Europa året efter.

Folkevogns-rugbrød

Den har fået mange navne undervejs – men herhjemme kender alle betegnelsen Folkevogns-rugbrød eller bare rugbrød.

Den første udgave hed også T1 som den første varebil fra fabrikken – og den seneste blev kaldt T6.1 som anden udgave af sjette generation.

Den nye skulle så hedde T7, men den betegnelse har Volvo Cars åbenbart reserveret – så den hedder bare Transporter. I folkemunde vil alle nok kalde den T7 alligevel.

Tre drivlinjer

Volkswagen Transporter er på mange måder synonym med en hel klasse af varebiler – og når den nye generation nu lanceres, vil den fra begyndelsen kunne fås både med diesel-, el- og plug-in-hybrid teknik.

Den bygges i samarbejde med Ford og produceres på samme fabrik i Tyrkiet som Ford Transit Custom.

Men Volkswagen er lykkedes med at bibeholde et typisk VW-DNA – især fronten. Interiøret er tæt på det, man kender fra Transit.

VW har bestemt

”Vi har bl.a. bestemt, hvor begge bilers linjer skal være – knap så skrånende som den tidligere Transit” fortalte designchef Albert Kirzinger ved premieren i Tyskland.

Transporter kommer i lige så mange versioner som forgængerne – bl.a. chassis, kassevogn, dobbeltkabine og minibus (Caravelle). Tilmed vil varebilerne fås i både kort og lang udgave – og med nye sikkerhedssystemer.

Bilen kommer i tre el-versioner med et 83 kWh-batteri og motoreffekt på 100 kW (136 hk), 160 kW (218 hk) og 210 kW (286 hk).

Målene

Den nye Transporter er 5.050 mm lang (146 mm ekstra sammenlignet med T6.1), og dens akselafstand er blevet forlænget med 97 mm til 3.100 mm.

Transporter vil også blive tilbudt i en lang version med 400 mm længere akselafstand (samlet længde: 5.450 mm).

Med 2.032 mm er Transporters udvendige bredde vokset med 128 mm i forhold til forgængeren.

Oplad boremaskinen

Den fuldelektriske version af Transporter vil kunne udstyres med to stikkontakter i området omkring D-stolperne.

Den samlede effekt af 230 V-systemet er op til 2.300 watt. Det betyder, at der er en passende strømkilde til enhver elektrisk enhed på arbejdspladsen– fra bærbare computere til boremaskiner.

Tre udgaver i Danmark

Bilen kommer både som varebil og som minibus (Caravelle). Ved udstillingen i Hannover oplyste chefen for Volkswagen Nutzfahrzeuge, at der allerede var forhåndsbestilt 10.000 nye Transporter af kunder.

”Ved lanceringen i Danmark til marts, kommer der tre udstyrsmodeller til Danmark – basis (panel van), Panamericana og Caravelle, men Panamericana passer ikke godt i Danmark,” fortalte pressechef for den danske importør – Thomas Hjortshøj – ved præsentationen.

Udstilling med konferencer

Det er varebilen, som udstilles på transportmessen – eComExpo.

Det er både en messe og en konference med masser af taler med emner om fossilfri løsninger til transportbranchen.

Her kan man bl.a. se, prøvekøre (de fleste) – og blive klogere på emissionsfri køretøjer til let og tung transport.

Biler og varebiler i to sektioner

Den finder sted i Bella Center torsdag 24. og fredag 25. oktober, hvor fredagsbilletten samtidig giver adgang til elbiludstillingen eCarExpo – ligeledes i Bella Center.

eComExpo bliver arrangeret i samarbejde med blandt andre Norlys, Kempower, Q8, Mobility Denmark, Dansk Erhverv, DI Bilbranchen, Drivkraft Danmark og Dansk e-Mobilitet.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk