To nye kraftfulde 13-liters gasmotorer introduceres nu for at imødekomme et øget interesse for biogas-baserede løsninger til bæredygtig transport.

Bestillinger på de nye gasmotorer kan dog først afgives fra tredje kvartal 2023. Så vil hele gassituationen i Europa forhåbentlig se anderledes ud.

Det nye motorprogram er en helt ny platform, som Scanias teknikere har udviklet under eget tag helt fra grunden. Den nye drivline repræsenterer en samlet investering på mere end 15 milliarder danske kroner i alt.

1.400 km rækkevidde

Men med et 40-tons vogntog bestående af sættevognstrækker med trailer kan kunder forvente rækkevidder på op til 1.400 km. med flydende biogas (LNG) i deres tanke, er meldingen fra den svenske producent.

De nye 13-liters motorer leveres med ydelser på henholdsvis 420- og 460 hk og dækker dermed størstedelen af det europæiske lastbilmarkeds behov for høj motoreffekt til bl.a. langturskørsel.

Interessen for lokalt produceret biogas til transportsektoren er hastigt stigende. Udviklingen er bl.a. stimuleret af ambitionen om at reducere CO2-udledningen og opgive fossil gas.

Mest effektivt

Biogas har evnen til at reducere CO2-belastningen med op til 90 pct fra et “well to wheel”-perspektiv.

“Der er stigende interessen for biogas-drift af lastbiler i Danmark,” udtaler Scanias salgsdirektør Anton Freiesleben.

Biogas er p.t. den mest økonomiske og samtidig mest effektive måde at reducere CO2-udledning på. Der findes to gasudgaver – komprimeret (CNG) og flydende (LNG). Der er langt fleste CNG-lastbiler herhjemme, da der kun er en enkelt LNG-fylde-station i Danmark.

Minimal fordyrelse – normalt

Med normale priser på gas koster det typisk mindre end 5.000 kroner ekstra pr måned at operere en lastbil på biogas, og det er faktisk billigt i betragtning af at transporten er næsten helt klimaneutral.

De 5.000 kroner repræsenterer dermed typisk under 10 pct. forøgelse af transportudgiften og det er jo alle pengene værd, er meldingen fra Freiesleben.

Hvad mange overser er, at det er et stærkt salgskort at kunne sælge klimaneutral transport som flere og flere efterspørger, mens meget få tilbyder det – ligesom der hersker stor uvished om hvad det koster.

Totalomkostninger

De fleste transportører efterspørger også, hvilken teknologi, der bliver toneangivende på den lange bane – og man vil så vente på dette.

“Måske det bliver batterielektriske lastbiler, men der går endnu en hel del år, før batteri-bilerne kan nærme sig totalomkostningerne (TCO) for biogaslastbilen ligesom CO2-reduktionen med el er ca. 75 pct med strøm fra danske stikkontakter og dermed er el-bilerne endnu ikke klimaneutrale,” siger Anton Freiesleben.

Han peger på,, at man i sidste ende som transportør bør være åben for at have en flåde med lastbiler til forskellige drivmidler.

21 steder at tanke gas

”Alt plejer at være diesel, men snart vil vi se vognmænd med en flåde bestående af både traditionelle dieselbiler, biogasbiler og f.eks. batterielektriske lastbiler. Med de nye gasmotorer fra Scania kan man ubesværet køre med den maksimale danske vogntogsvægt på 56 ton og der findes i dag 21 fyldestationer  (red: især til CNG) i Danmark, hvor de fleste alene udbyder biogas,” siger Anton Freiesleben.

Produktprogrammet udvides løbende og i dag kan man få både 4-akslede containerbiler, 2-akslede trækkere samt talrige forvogns-kombinationer til biogasdrift, mens de 3-akslede trækkere med fuld sættevognslængde afventer kommende lempelser til koblingslængde i 2025.

Vil bruge alle midler

Ifølge Scania vil elektrificering og reduceret brændstofforbrug fra forbrændingsmotorer med fossil brændstof ikke være nok til at nå virksomhedens egne mål og de mål, der er fastsat i Paris-aftalen. Scania ønsker derfor at bruge alle tilgængelige midler.

”Da det europæiske netværk af tilgængelige tankstationer også udvides hurtigt, er lastbiler med gasmotorer blevet et rigtig stærkt alternativ for kunder, der ønsker at udfase brugen af fossile brændstoffer og reducere deres CO2-udledning,” udtaler Stefan Dorski, Senior Vice President og chef for Scania Trucks.

Nye tankløsninger

Dette går hånd i hånd med Scanias introduktion af yderligere forbedrede gasløsninger med bl.a. nye gastanke på bilerne tidligere i år.

Kombinationen af kraftfulde motorer og nye tankløsninger, der giver længere rækkevidde end nogensinde før, giver stort set alle vognmænd og transportvirksomheder mulighed for at vælge biogas-baserede lastbilløsninger. Det gælder på Europa-basis både med CNG-tanke til komprimeret gas og LNG-tanke til flydende gas.

De nye motorer er baseret på de 13-liters gasmotorer, som Scania har leveret i stort antal i flere år. De helt nye 13-liters gasmotorer er parret med Scanias nyeste G25-gearkasser med fuldautomatisk Opticruise gearskiftesystem.

Motorspecifikationer for Scanias to nye gasmotorer:
Ydelse OC13 103: 420 hk
Ydelse OC13 104: 460 hk
Type: 6-cyl. rækkemotor
Slagvolumen: 12,7 liter
Tændingsrækkefølge: 1-5-3-6-2-4
Ventiler pr. cylinder: 4
Boring x slaglængde: 130 x 160 mm
Knastakseltype: Normal
Kompressionsforhold: 12,6:1
Indsprøjtningssystem: Bosch + CEM1
Emissionskontrol: Scania EGR og tre-vejs katalysator
Smøreoliemængde: 43,5 liter
Max. ydelse 420 hk  (311 kW) ved 1.900 o/min
eller 460 hk (340 kW) ved 1.900 o/min
Max. drejningsmoment: 2.100 Nm ved 1.000-1.300 o/min
eller 2.300 Nm ved 1.000-1.300 o/min

 

:

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk