Det lykkedes ikke Van of the Year vinderen 2017 VW Crafter at gentage bedriften ved kåringen af Årets Varebil i Danmark.
Med 49 point blev den slået med to point af vice-europamestrene Peugeot Expert, Citroën Jumpy og Toyota Proace, som opnåede i alt 51 point.
Nummer tre blev Ford Transit Custom med 39 point, Nissan Navara opnåede 25 point, mens Kia Niro Hybrid Van fik 11 point.
Holdt fast i beslutning
Undertegnede, som er med i den internationale jury, holdt fast ved min favorit Crafter, som jeg gav maksimalt 10 point, mens jeg havde seks point til trillingerne, fire point til Hyundai H350 – som ikke opnåede en finaleplads – samt tre point til Ford Transit Custom med nye og spændstige motorer samt automatgear og endelig to point til Nissan Navara, som tidligere vandt titlen Pick-Up of the Year i Europa.
Vinderen blev afsløret her til morgen i forbindelse med åbningen af Transport 2017 i Herning. 16 varebiler deltog i kåringen hele dagen i Herning i går – og de ovennævnte fem modeller blev nomineret.
De nye trillinger stiller op samlet, fordi de bygges på samme samlebånd på PSA Peugeot Citroëns fabrik i Nordfrankrig. Toyota byder dog på bedste garanti med tre år mod to år til PSA modellerne.
Ford Transit har tidligere vundet titlen, men deltager med nye motorer, automatgear – samt mulighed for luftaffjedring på dobbelt-kabinemodeller og minibusser.
Audi sikkerhed
Navara fik finalepladsen på grund af sin nye uafhængige multilink bagaksel, mens Kia Niro er eneste ombyggede personbil – og i finalen med sin hybridteknologi kombineret med syv års garanti og et stort varerum.
Vinderen af den internationale Van of the Year 2017 titel er med for sine køreegenskaber, kørekomfort, støjsvaghed – og mulighed for et sikkerhedsniveau på højde med selv Audis personbiler. Det skal dog – bortset fra bl.a. linjevogter – tilkøbes i en sikkerhedspakke.
Det samme er tilfældet i de trillingerne og den opdaterede Transit – mens bl.a. Niro har en bred sikkerhedspakke som standard. Også Navara har et højt sikkerhedsniveau.
Trillingerne skal roses for sit brede program, og især for sin korte 4,6 meter lange kompakte udgave, der er utrolig smidig i bytrafik og let finder en p-plads.
Komforten er logisk nok bedre i den VW Crafter, og man sidder knap så godt i trillingerne med mindre man tilkøber en kabineforlængelse på otte cm, som giver mulighed for en hældning af ryglænet, så komforten øges betragteligt.