I årets første seks måneder var 11 pct. af alle varebiler elektriske – en stigning på 1,3 procentpoint i forhold til samme periode i fjor.
Så selvom om de fleste varebiler fortsat kører primært på diesel – 82 pct. – er der en øget interesse i de grønne erhvervsbiler.
“Vi er meget glade for, at der er masser af vækst i varebilssalget, der har haft et rigtig godt halvår. Den grønne omstilling af området triller også langsomt afsted, men det er vigtigt, at der kommer endnu mere tempo på,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark – tidligere De Danske Bilimportører (DBI).
22,3 procent flere
I det hele taget var der en stor vækst af varebiler i perioden januar-juni fra i fjor til i år
Igennem det første halvår af 2024 har der været vækst i varebilssalget i alle seks måneder.
Udviklingen fortsatte i samme positive spor i juni, hvor der blev registreret 2.744 nye varebiler i Danmark.
”Det svarer til en mindre stigning på 3,8 procent sammenlignet med juni 2023. Juni måned sætter således et punktum for det første halve år af 2024, hvor varebilssalget er steget med 22,3 procent sammenlignet med første halvdel af 2023,” lyder det fra Mobility Denmark.
Bedste i 10 år
I juni måned kørte der samtidig 842 nye lastbiler på vejene. Det er en stigning på 79,1 procent sammenlignet med juni 2023. Juni 2024 var derfor den bedste salgsmåned i mere end 10 år.
Lastbilssalget i første halvdel af 2024 var generelt præget af fremgang. Der blev indregistreret 2.917 nye lastbiler i de første seks måneder af 2024.
Til sammenligning blev der registreret 2.503 lastbiler i det første halvår af 2023, og salget er derfor steget med 16,5 procent.
196 el-lastbiler
196 af de nye lastbiler var eldrevne, og de udgjorde derfor 6,7 procent af salget i de første seks måneder af året. Det er kun 40 flere end sidste år, og elandelen i lastbilsalget er kun steget med 0,5 procentpoint.
Der har været fart på salget af nye lastbiler i 2024, og juni måned satte ny rekord for gode salgstal. Mobility Denmark forventer, at den nye pulje til grønne lastbiler, der kommer til august, vil have en positiv indvirkning på den fremtidige udvikling.
Tempo på grøn omstilling
“Den vil bidrage til at opretholde de gode takter i lastbilsalget, og så vil den for alvor sætte tempo på den grønne omstilling på området, så vi får flere ellastbiler ud på de danske veje,” siger Mads Rørvig.
Andelen af diesellastbiler er steget med 3 procentpoint siden første halvår af 2023, og i den første halvdel af 2024 udgjorde de 93,2 procent af markedet.
Betydelig fremgang
Bussalget i 2024 har ligeledes været præget af vækst. Alle seks måneder af året har budt på fremgang sammenlignet med 2023.
I første halvdel af 2024 er der blevet indregistreret 351 nye busser, mens der i første halvdel af 2023 kun blev registreret 186 busser. Det er en stigning på 88,7 procent.
”Selvom der skal tages forbehold for, at der generelt sælges relativt få enheder på dette område, og at salgene ofte sker i større partier, har der været en betydelig fremgang i bussalget i første halvår 2024,” oplyser Mobility Denmark.
–
Varebilsalger juni 2024:
Ford Transit Custom 414 enheder.
Volkswagen Transporter 319 –
Mercedes-Benz Sprinter 196 –
Renault Master 163 –
Renault Trafic 136 –
Renault Express 131 –
Mercedes-Benz Vito 123 –
Mercedes-Benz Citan 122 –
Ford Transit 2 tons 94 –
Volkswagen Crafter 78 –
–
Varebilsalg første halvår 2024:
Ford Transit Custom 1.990 enheder
Mercedes-Benz Sprinter 1.330 –
Renault Trafic 1.113 –
Volkswagen Transporter 1.112 –
Mercedes-Benz Vito 1.038 –
Ford Transit 2 tons 656 –
Volkswagen Crafter 604 –
Volkswagen ID.Buzz Cargo 560 –
Renault Master 482 –
Mercedes-Benz Citan 474 –
–
Salget af elvarebiler første halvår 2024:
Volkswagen ID.Buzz Cargo 560 enheder
Mercedes Benz E-Citan 170 –
Volkswagen ID.4 Van 131 –
Toyota Proace Electric 66 –
Ford E-Transit 2 tons 63 –
Mercedes-Benz e-Vito 62 –
Citroën ë-Jumpy 55 –
Peugeot e-Expert 53 –
Opel Vivaro-e 52 –
Citroën ë-Berlingo 42 –
–