Lastbilsalget i juli måned kunne ikke leve op til den forrygende fremgang, der har været år til dato, men varebilerne holder skansen – om end med en lille fremgang i juli på 5,5 pct. i forhold til samme periode i fjor – eller 1.299 enheder.

Varebilsalget har været præget af vækst i hele 2024, og det er 10. måned i træk, at der er fremgang at spore i salget.

Fremgangen i juli sker på trods af, at salget i sommerferiemåneden kom helt ned i tempo, og det var det laveste antal solgte varebiler på en måned i 2024 indtil videre.

Overhaler statistikker

”Varebilsalget i juli har, ligesom personbilsalget, været præget af sommerferien, og det er helt almindeligt, at salget i denne måned kommer mere ned i gear. Det er kun positivt, at salget alligevel formår at overhale statistikkerne fra 2023.”

Det siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark – tidligere De Danske Bilimportører.

Færre elektriske lastbiler

Lastbilerne var i juli måned også præget af sommerferien, da det ligeledes var det laveste antal nyregistreringer af lastbiler på en måned i 2024, er meldingen fra importør-sammenslutningen.

Der trillede 246 nye lastbiler ud på de danske veje i sidste måned, og det er 24 færre end i juli måned 2023, hvilket svarer til en mindre nedgang på 8,9 procent.

Salget år til dato er dog steget med 14,1 procent sammenlignet med samme periode i 2023. Samtidig falder andelen af nye eldrevne lastbiler.

Venter på grøn pulje

Juli er almindeligvis en stille måned på salgsfronten, men antallet af nye lastbiler er stadig godt med i år sammenlignet med sidste år, melder Mobility Denmark.

”Vi tror på, at den nye pulje til grønne lastbiler vil have en stor og positiv effekt på området. Der er fint tempo i salget, nu mangler det bare at blive grønnere,” siger Mads Rørvig.

Ansøgningsvinduet til den grønne pulje til el-lastbilerne er dog snart åbent, og det vil sandsynligvis kunne bidrage til at øge el-andelen i salget, når midlerne uddeles.

Bussalg stiger 59,4 pct.

I juli måned blev der indregistreret 49 nye busser. Det betyder, at bussalget rundede 400 nyregistrerede enheder i år, og det er en stigning i salget på 59,4 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Salget i juli faldt dog for første gang i år med 24,6 procent, da der blev solgt 16 færre busser end i juli 2023.

Der bør dog tages forbehold for, at salg ofte sker i større partier, og at der bliver solgt relativt få enheder på dette område. Analysen er derfor baseret på et mindre datasæt sammenlignet med vare- og lastbil-området.

Varebilsalg år til dato top 10:
Ford Transit Custom – 2.178 enheder
Mercedes-Benz Sprinter – 1.469 –
Mercedes-Benz Vito – 1.181 –
Volkswagen Transporter – 1.181 –
Renault Trafic – 1.176 –
Ford Transit 2T – 689 –
Volkswagen Crafter – 649 –
Volkswagen ID.Buzz – 578 –
Mercedes-Benz Citan – 542 –
Renault Master – 522 –

Varebilsalg juli 2024 top 10:
Ford Transit Custom – 188 enheder
Mercedes-Benz Vito – 143 –
Mercedes-Benz Sprinter – 140 –
Volkswagen Transporter – 69 –
Mercedes-Benz Citan – 68 –
Renault Trafic – 63 –
Volkswagen Crafter – 45 –
Renault Master – 40 –
MAN TGE – 39 –
Ford Transit 2 tons – 33 –

Salg af elvarebiler år til dato top 10:
Volkswagen ID.Buzz – 578 –
Mercedes-Benz e-Citan – 193 –
Volkswagen ID.4 Van – 143 –
Toyota Proace Electric – 75 –
Mercedes-Benz e-Vito – 72 –
Ford E-Transit 2 tons – 70 –
Peugeot e-Expert – 60 –
Citroën ë-Jumpy – 57 –
Opel Vivaro-e – 53 –
Citroën ë-Berlingo – 45 –

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk