Eldrevne varebiler er et segment, der vokser stærkt.

Nu er Kia først ude med at udvikle sin helt egen elbilplatform til netop varebiler.

Den nye platform kaldes PBV og havde Europapremiere på IAA Transportation messen i Hannover i sidste måned. Nu kommer den allerede til eComExpo i Bella Center med premiere på torsdag.

Skræddersyede løsninger

PBV står for Platform Beyond Vehicle, og det er meningen, at platformen skal gøre det muligt nemt at lave skræddersyede løsninger til kunder.

Bilerne har et meget specielt design både ind- og udvendigt. Fra samme platform kan man bygge både varevogne og minibusser i forskellige størrelser, som alle fra begyndelsen er tiltænkt kundetilpasning.

Kabinen er fleksibel og kan nemt omdannes til et mobilt arbejdsområde, når køretøjet holder parkeret.

Første bil: PV5

Alle PBV’er vil også være V2L-kompatible, hvilket gør dem til mobile energienheder, der kan drive bl.a. apparater, værktøj, køleenheder og nødudstyr.

Konceptbilen, der vises på eComExpo, hedder PV5 Concept High Roof og er en høj/lang varebil.

Selvom det er en konceptbil, forventes den i høj grad at ligne produktionsmodellerne, som skal lanceres allerede til sommeren 2025.

Mange husker Kia Pregio

PBV er en stor satsning for Kia, og man bygger en fabrik til formålet med en kapacitet på 150.000 køretøjer om året.

I Europa har Kia ikke markedsført fabriksbyggede varebiler i 20 år. Sidst var kassevognen Pregio og ladbilen K2700 – begge kun på diesel.

Kia har dog markedsført varebiler på det koreanske hjemmemarked og andre steder i Verden.

Gammel kending

Alle de nye PBV modeller får en garanti på 7 år og 150.000 km. Samtidig etablerer Kia sit eget økosystem til erhvervstrafikken med både salg, service med udvidede åbningstider, lade-infrastruktur og erhvervsfinansiering.

Kias PBV-koncept bliver præsenteret af Pierre Martin Bos, PBV Director hos Kia Europe, torsdag 24. oktober kl. 10.15 på eComExpos scene i Bella Center.

Han taler for øvrigt lidt dansk, da han i en årrække i 10’erne var chef for Fiat Professional i Danmark.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk