Der er torsdag i denne uge dansk premiere på Toyotas hidtil største varebil – Proace Max Electric. Det sker på elbilmassen for erhvervskøretøjer – eComExpo i Bella Center.
Tidligere har man solgt tunge udgaver af bl,a, den legendariske mini-laster Dyna – som diesel-køretøj, men den arv kan i dag kun løftes af netop den nye Proace Max i chassisudgave.
Samtidig er man klar til et nyt 2025 program for alle Toyotas Proace erhvervskøretøjer – udover Proace Max også Proace og Proace city. Udefra har de fået helt nyt frontdesign.
Hele paletten
Toyota har hermed adgang til hele paletten af varebiler fra sin franske samarbejdspartner Stellantis, der producerer alle Toyotas varebiler til det europæiske marked – og alle sammen på Stellantis’ fabrikker i Europa.
Toyota klarer sig generelt godt i forhold til søstermodellerne. Det skyldes ikke mindst bedre garantibestemmelser med tre års fabriksgaranti samt den unikke serviceaktiverede Relax garanti på 10 år eller 185.000 km.
Der er fem års garanti eller 100.000 km på elmotor, inverter og konverter og otte års garanti eller 160.000 km på batterikapaciteten (min. 70 pct.)
420 km rækkevidde
Eludgaven kommer med op til 420 km (WLTP) rækkevidde. Samtidig med den nye Proace Max bliver de mindre Proace- og Proace City også opdaterede som 2025 udgaver– som det også er tilfældet med søstermodellerne fra Stellantis.
Takket været forbedret batteriteknologi er rækkevidden øget med 20 km, så Proace Electric f.eks. kører op til 350 km på en fuld opladning. Proace City kører nu 50 km længere – så rækkevidden bliver 330 km.
Varmepumpe i eludgaven er dog ekstraudstyr, men der er tre rekuperationstrin (indstilles bag rattet).
To dage med erhvervsbiler
Den absolut største udgave af Proace Max har varerumsvolumen på 17 kubikmeter. Bagdørene kan åbne 270 grader. Vi kan nævne, at eludgaven har op til 2,4 tons trailervægt.
eComExpo er en dansk messe og konference om fossilfri løsninger til transportbranchen, hvor man bl.a. kan se, prøvekøre (de fleste) – og blive klogere på emissionsfri køretøjer til let og tung transport.
Den finder sted i Bella Center torsdag 24. og fredag 25. oktober, hvor fredagsbilletten samtidig giver adgang til elbiludstillingen eCarExpo – ligeledes i Bella Center.