Nyt mobilitetskort til firmabilister er netop lanceret. Det dækker brændstofkøb, elladning og 300.000 ladestandere i Europa.
Det er DCC Energi, der står bag Shell tankstationerne i Danmark, der nu lancerer en opdateret version af det klassiske brændstofkort til landets firmabilister.
Særligt de mange, nye elbilister i firmasegmentet kan se frem til et kort, der også omfatter betaling for elladning på hovedparten af alle landets ladestandere.
Behov i markedet
”Ambitionen med det nye kort er at understøtte livet som elbilist i firmasegmentet – og gøre det lige så let at vælge en elbil som en diesel- eller benzinbil,” siger Søren Møller Maretti, der er direktør for mobilitet i DCC Energi.
Han ser et tydeligt behov i markedet for en ny type af brændstofkort, der matcher udviklingen over mod el-bilismen – også blandt firmabilisterne.
”Derfor omfavner vores nye mobilitetskort til erhvervskunder også elladning – ikke kun på Shell tankstationerne, men på hovedparten af alle ladestandere i Danmark,” siger Maretti.
Alt til mobilitet
Som navnet antyder, dækker kortet alt, som man skal bruge til mobilitet. Det vil sige el, bilvask, motorolie og sprinklervæske, broafgifter – samt køb af brændstof – både på de 250 Shell tankstationer og på alle Q8- og F24-anlæg herhjemme.
Det nye firmakort erstatter det nuværende Shell Card Erhverv. Alle nye erhvervskunder hos DCC Energi vil fremover få det nye kort. Eksisterende kortkunder kan selv vælge at skifte til det nye kort.
Mobilitetskortet inkluderer roamingsamarbejde med alle de største ladeoperatører herhjemme, herunder E.ON, Clever og Spirii – og kan også benyttes på lynladerne på de danske Shell tankstationer. Ifølge Søren Møller Maretti dækker kortet ca. 90 procent af ladeinfrastrukturen herhjemme.
300.000 ladestandere i Europa
Gennem et samarbejde med Shell Recharge kan det nye kort også bruges uden for landets grænser.
Herunder til opladning på mange Shell tankstationer i Europa foruden 300.000 ladestandere i 35 europæiske lande.
I Europa dækker kortet ladeoperatører som E.ON, Ionity, Shell, Fastned, Audi, Mer og Osprey.