En mobil tårnkran fra den hollandske kranproducent Spierings Mobile Cranes er netop føjet til materiellet hos Tvis Vognmandsforretning – med hovedafdeling i vestjyske Aulum og afdelinger i Fredericia og Greve.
Kranen er en kombination af en mobilkran og de stationære tårnkraner, man ser på byggepladser. På 30 minutter folder den sig ud fra noget, der ligner en lastbil, til en kran, der skyder 40 meter lodret op i luften og 60 meter vandret ud.
Fleksibel kran
”Kombinationen af mobilitet, enorm styrke og stor rækkevidde er unik og noget, som mange virksomheder i bygge- og anlægsbranchen efterspørger. Kranen er god på byggepladser med begrænset plads, og vi kan køre den ind i gader i storbyer og løfte byggematerialer over taget og om i gården. Ude på 60 meter kan den løfte 1.700 kilo – det er rigtig meget,” siger Preben Sørensen, direktør i Tvis Vognmandsforretning A/S.
Med tilføjelsen af kranen råder den vestjyske transport- og logistikvirksomhed nu over en komplet palette af kraner til kunderne i bygge- og anlægsbranchen. Størrelsen efter den store Spieringskran er firmaets andre mobilkraner, og herefter kommer de mange lastbilkraner samt de fleksible minikraner af mærket Jekko.
Tilbyde totalløsninger
”Den nye kran supplerer vort koncept om at tilbyde totalløsninger til vore kunder perfekt, og vi har store forventninger til efterspørgslen – blandt andet fra virksomheder, der arbejder med facademontering. Jeg er glad for, at vi nu kan løfte alle typer af kranopgaver og dermed øge samarbejdet med eksisterende kunder samt servicere helt nye kundegrupper,” siger Preben Sørensen.
Spieringskranen har selv ballast med på bilen og kan køres og opstilles af én mand på højst en halv time. Tre medarbejdere i Tvis Vognmandsforretning har modtaget grundig undervisning hos producenten i Holland.
Store og små kraner
Det er halvandet år siden, at Tvis Vognmandsforretning fik agenturet for Jekko minikraner, og udvalget af kraner er dermed blevet markant udvidet inden for de seneste år. Responsen fra kunderne har været meget positiv.
Tvis Vognmandsforretning går efter det bedste materiel, og Spierings og Jekko er noget af det bedste på markedet i hver sin ende af skalaen.
Minikran løfter 7,5 tons
”Jekko minikraner gør det muligt at løse nogle næsten umulige opgaver, da de fylder mindre, når længere – og løfter mere. Samtidig har kranerne støtteben, der kan stabilisere kranen under dårlige pladsforhold,” siger Preben Sørensen.
Minikranerne kan løfte op til 7,5 tons og har en rækkevidde op til 27 meter med hydraulisk fly jiib.