Efter et flot 2016, tegner 2017 til at blive endnu et succes-år for Renault og Dacia varebiler og Van’s i Danmark.
Højdespringeren Trafic er i næste måned klar i en topudstyret ”Formula Edition” i sort lak og sporty look, hvor der gøres noget ekstra ud af kabinen med en blanding af træ og læder-design.
”Formula Edition” er en model, som vi i første omgang selv sammensætter herhjemme, men snart følger en fabriksbygget udgave med. I år følger også særlige Bud- og Shuttle udgaver af Trafic. Vores Master udgave kommer også i nye udgaver – i juli kan vi levere den i 4×4 udgave – og i november følger den i el-udgave,” siger Søren Hyltoft, pressechef for Renault Danmark.
Nummer ét i flådesalg
Renault ligger ifølge Renault importøren bedst af alle varebilsmærker, når det gælder salg til flåder med mere end 250 biler – på 20 pct. eller 1.174 registreringer i fjor – med Ford som toer på 18,5 pct. og VW treer med 16 pct.
”Prisen er selvfølgeligt et væsentligt parameter for virksomheder, men i øget grad handler det også om at tage personalet med på råd – for ikke at tale om parametre som logistik og eftermarkedet. Mange af vores kunder kræver, at vi har et buffer-lager – og vi forpligter os at kunne levere en varebilsmodel indenfor en måned, hvor det måske ellers tager fire måneder,” siger Søren Hyltoft.
På referencelisten hos Renault finder vi virksomheder som M. T. Højgaard, Colas, TDC og Post Norden.
Mere succes til Kangoo
Også Kangoo-modellen har fået mere succes i 2016 end årene inden – og i juni i år følger to nye udgave – dels med automatgear og dels med 50 pct. forlænget rækkevidde i el-udgave Z.E. – kaldet Power+.
I 2017 har den øgede registreringsafgift på elbiler betydet, at der slet ikke er solgt elbiler til private kunder. Men Renault har øget salget af deres Zoe elbil til kommuner og offentlige institutioner samt til delebilsordninger – og den nye Kangoo med forlænget rækkevidde forventer man sig en del af.
”Med 270 km rækkevidde i den nye Kangoo Power+ mod 170 km tidligere tror vi på større interesse – ligesom Zoe med 400 km rækkevidde ville tilstrækkelig for mange familier, der her ville få en billigere billøsning. Men det hele afhænger af afgiftsproblematikken,” siger Søren Hyltoft.
Kangoo Power+ interessant
En helt ny delebilsordning har set dagens lys i Jylland – med firmaet Tadaa, som er gået sammen med boligselskaber. Så kan beboerne booke en bil, når det passer.
På det punkt er varebiler ikke så hårdt ramt – og både Kangoo Power+ og den kommende Master i el-udgave vil være interessante for bytransport. Ikke mindst i lyset af byernes øgede krav til grønt miljø.
Dacia Dokker populær
Importøren har også fået en større succes end forventet med deres lavpris-varebil Dacia Dokker til under 90.000 kroner, som er blevet meget populær i håndværksvirksomheder. Men den robuste bil med Renault-teknik opfylder mange behov. 571 enheder blev solgt i 2016. I 2017 kommer den med p-sensor og bakalarm, elruder og nyt design på kølergrill og rat.
For Renault Danmark har dat fra første dag været væsentligt at sælge biler – uanset farven på nummerpladen, så kan en bil blive godkendt som gulpladeversion i forhold til varerummets udformning og størrelse, så kan man bestille den.
Gulpladebiler til demo
”Men vi opfordrer vores forhandlere at have en ombygget bil i huset til demonstration, for det er sværere bare at sælge på et billede. Samtidig fortsætter vi med at betale for ombygningen på typisk 5.000 kroner – hvor kunder normalt betaler for det hos andre mærker. Faktisk er det kun mindste Twingo, som ikke kan fås som Van,” siger Søren Hyltoft.
Captur-modellen har været bestseller som Van i flere år – og nåede i fjor op på 380 enheder, hvor Kadjar-modellen nåede op på 165 enheder – mod Clio Van lige foran med 166 enheder.
Renault Danmark forventer sig meget af den nye Scénic-serie som Van – som solgte rigtig meget tidligere. Også den helt nye Mégane begynder at vise gode takter på salgssiden.
Ny Duster til efteråret
Ser man på Dacia-salget i Van-øjemed, er Duster storsælger med 215 gulpladeudgaver mod 161 året før. En ny Duster ventes til efteråret – så ”End of Life-modellen” får i år et pift med indfarvede kofangere, mulighed for kunstlæder på sæderne, nyt ratdesign, sportslige 16 tommer stålfælge samt dæktryksmåler. Dertil en Black Shadow udgave.
”Vi har netop lanceret facelift på Logan MCV – og Sandero, Dodgy og Duster følger efter. Udover en ny Duster i årgang 2018 følger også en Logan-overraskelse,” siger Søren Hyltoft.
Konceptbil viser vejen
Renault har gennem de senere år ændret udvendigt design på hele paletten af biler – og nu vil fabrikken begynde en tilsvarende designændring på interiøret. Hvordan det skal se ud, kan man se på konceptbilen Tresor – og man forventer bl.a. at der bliver en form for lys i bomærket i bilernes front. Det er designchef Laurens Van den Acker, der igen er ophavsmand.
”Vi har allerede et fantastisk mix af bilmodeller fra Renault og Dacia – og med de kommende ni nyheder herhjemme i år, vil vi have en masse at tilbyde. Vi forventer p.t. ikke at markedsføre oick-up modellen Alaskan, da det er et lille marked – og Koleos (på størrelsen med Audi Q7) passer ikke ind i vores marked,” siger Søren Hyltoft.
Mål 5.800 varebiler i år
Der blev solgt 4.689 Renault- og Dacia varebiler i 2015 og 5.591 enheder i 2016 – og målet for i år for Renault i Danmark er 5.800 enheder.
Sammenlagt blev der solgt 19.225 Renault varebiler og personbiler i 2016 – en fremgang på 18 pct. i forhold til året. Samtidig blev der solgt 4.692 Dacia varebiler og personbiler – en fremgang på 36 pct.
Samlet fik de to mærker med både varebiler og personbiler en markedsandel på 9,2 pct. i 2016 – og målet for i år er 9,4 pct. Totalt set blev der solgt 3.836 Renault varebiler til virksomheder – en andel på 13,3 pct. Der blev solgt 566 Dacia varebiler til erhvervslivet – en andel på to pct.