Den svenske virksomhed Onspot lancerer på den igangværende Elmia messe i Jönköping elektriske snekæder for tungere 3,5 tons varebiler og lettere lastbiler op til syv tons.
Onspot Electric er navnet – og nyskabelsen er udviklet til køretøjer med 12-voltsystem og er tilpasset baghjulstrukne og firehjulstrukne køretøjer med stiv bagaksel.
Det gælder således alt fra taxikørsel til ambulancer, men også håndværkere kan få glæde af Onspot Electric.
Aktiveres op til 50 km/t
Onspot Electric aktiveres og deaktiveres med et enkelt tryk på en knap i førerhuset – og kan anvendes under kørsel ved hastigheder op til 50 km/t.
De automatiske snekæder sænkes ned mod dækket under kørsel for at skabe øget friktion på glatte, isede og snedækkede veje.
Temperaturskift, isslag og glatføre påvirker i dag transporter og servicekøretøjer langt uden for de områder, der traditionelt forbindes med hårde vinterforhold.
Nyt segment
Med satsningen tager virksomheden, som allerede er kendt for sine automatiske snekæder til lastbiler og busser, skridtet ind i et nyt segment med fokus på fremkommelighed, sikkerhed og driftstid til de lettere køretøjer.
”Selvom vores erfaring primært kommer fra den tunge transportsektor, har vi tidligere haft løsninger til lettere køretøjer,” siger Christian Lindquist, Country Manager hos Onspot VBG truck equipment.
Men installationerne har tidligere været mere komplekse, fordi de krævede både kompressor og trykluft.
Øget behov
Med Onspot Electric får man en langt enklere løsning, som drives direkte via køretøjets elsystem,
”Onspot forbindes ofte med fjeldområder og hårde vintre længere mod nord. Men i dag oplever vi et andet vejrmønster med temperaturskift, isslag og sort is også længere sydpå. Det betyder, at behovet for ekstra vejgreb og sikrere opbremsning vokser flere steder,” siger Christian Lindquist.
Systemet kræver hverken kompressor eller trykluft, og det reducerer både vægt, installationstid og vedligeholdelse sammenlignet med tidligere løsninger til både lette og tungere køretøjer.
Stort potentiale
Onspot ser et stort potentiale i det lette segment, hvor sikker fremkommelighed er mindst lige så afgørende.
“Nu kan f.eks. tømrere, VVS-installatører, taxachauffører og redningspersonale få adgang til en løsning, som hjælper dem sikkert frem – også under vanskelige vejforhold,” siger Christian Lindquist.
Der er ikke meldt noget ud om priser.
–
Fakta om Onspot Electric:
• Elektrisk aktiveret system med automatiske snekæder
• Udviklet til lette transportkøretøjer fra 3,5 til 7 ton
• Tilpasset 12-voltsystem
• Tilpasset baghjulstrukne og firehjulstrukne køretøjer med stiv bagaksel
• Aktiveres direkte fra førerhuset
• Kan anvendes under kørsel ved hastigheder op til 50 km/t
• Kræver ingen kompressor eller luftinstallation
• Kort installationstid og minimalt vedligehold
• Udviklet til servicekøretøjer, persontransport og samfundskritiske funktioner

