BYD deler Danmark op

Steffen Vilstrup, dansk chef for RSA Danmark, er mildest talt forbløffet over, at den gigantiske BYD-koncern nu tildeler den danske Nic. Christiansen gruppe det kinesiske personbilsmærke – efter at RSA Danmark fik agenturet for BYD varebiler i slutningen af 2021.

”Vi har i dag aftaler med 18 danske bilforhandlere om at sælge BYD varebilen – og det havde måske været naturligt at de senere også kunne sælge BYD personbiler, som det er tilfældet i Norge, hvor vores moderselskab RSA netop importerer såvel erhvervsbilerne og personbilerne fra BYD,” siger Steffen Vilstrup.

En enkelt model

I dag har BYD en enkelt varebil, som nu sælges herhjemme – model T3, som er en licensproduktion af Nissans elektriske e-NV200. En bilmodel, som vi her på VOTY.dk netop har prøvet. En kompakt og ganske velkørende bilmodel.

”Den næste varebil fra BYD er beregnet til først at blive produceret i 2024 – og desuden forventer vi at få en 7,5 tons ellastbil. Vi importerer også Maxus person- og varebiler fra den kinesiske SAIC gruppe – men der er ikke sammenfald mellem forhandlere af de to mærker,” siger Steffen Vilstrup.

De forhandlere, som forhandler BYD varebiler er typisk forhandlere, der ikke i forvejen har et varevognsmærke – eksempelvis koreanske KIA.

Build Your Dreams

I Danmark kører også BYD elbusser i flere byer – men her er det fabrikken selv, der står for salget – med en teknisk back-up afdeling på Sjælland.

Det er i dag, at BYD (der betyder Build Your Dreams) har offentliggjort, at Nic. Christiansen gruppen skal varetage importen af BYD personbiler

Nic. Christiansen gruppen har mere end 50 år på bagen – og importerer i dag bl.a. Hyundai, Jaguar og Land Rover. Tidligere har man importeret BMW og Skoda.

Flagship store i efteråret

BYD skal sælges gennem Nic. Christiansen gruppens store netværk – og yde national distributions-, salgs- og servicesupport til BYD-personbilskunder i Danmark samt tilbyde online ressourcer.

Den første flagship store for BYD åbner til efteråret i København, hvor kunderne kan opleve og prøvekøre BYD-modeller. En hjemmeside for det danske marked lanceres i slutningen af august.

BYD begyndte som batteriproducent – og er verdens førende producent inden for udvikling af batterier og næste generations teknologier. Meget omtalt er det nye Blade Batteri. BYD har solgt mere end to millioner køretøjer over hele jorden.

Skandinavisk nøglespiller

“Hos BYD tror vi, at man med en kombination af BYD’s banebrydende teknologi og Nic. Christiansen Gruppens lokale viden og erfaring vil nå vores fælles vision om at accelerere elektrificeringen i Danmark,” siger Michael Shu, General Manager og Managing Director for BYD Europe.

Hos Christiansen Gruppen er meldingen, at man har erfaringen og ressourcerne til at løfte BYD ind på det danske marked.

”Markedet er klar til et brand med BYD’s sortiment og kvalitet. Jeg er overbevist om, at vores ønske om at være en skandinavisk nøglespiller på bilmarkedet sammen med det gensidige ønske fra BYD gør os til et godt match og starter et effektivt langsigtet engagement i vores markeder,” siger Niels Vrist Bertelsen, adm. Direktør i Nic. Christiansen-gruppen.

Flere biler end Tesla

Om BYD skriver avisen Automobilwoche I Tyskland bl.a., at BYD sælger 640.000 biler hvert halve år – inklusive plug-in hybrid biler – det er mere end Tesla formår. Salgsstigningen er dermed på imponerende 300 procent.

BYD har arbejdet med batterier længe før Tesla eksisterede – og de fleste andre elbilsudøvere trådte i karaktér.

Grundlægger af BYD hedder Wang Chuanfu og er lige så stor arbejdsnarkoman som Tesla chef Elon Musk ifølge den tyske avis, som citerer Finansial Times for at kalde Chuanfu for den forrykte professor.

.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk