Skoda har p.t. valgt ikke at markedsføre deres ellers fortræffelige SUV-bilmodeller på gule plader – men så kan man heldigvis selv klare det.

Danmark har nogle af de bedste karosseri-virksomheder i Verden, så det er ikke noget problem at få en Skoda SUV som Van, selv om importøren og dermed de autoriserede forhandlere p.t. har valgt ikke at markedsføre den.

Samme politik valgte den tidligere Opel importør – men sammen med et par venlige forhandlere og opbygger-firmaer Autologik blev der solgt både Corsa, Astra og Insignia som Van’s – for slet ikke at tale om Crossland X, Grandland X og Mokka.

Vinder af FDM gruppetest

Skoda har nogle meget rummelige SUV- og Crossover biler, som også fås med firehjulstræk – og bilerne er gode – så gode, at Karoq netop har vundet en gruppetest hos FDM.

Her hos VOTY.dk har vi haft en Karoq 1,6 TDI i udstyrsniveauet Style til test – som personbil forstås – til 371.270 kroner inklusive el-glassoltag, DSG-automatgear og en udstyrspakke – og den vil som gulpladebil lande på cirka 260.000 kroner plus moms – med ombygning, hvis man sammenligner med VW T-Roc priser.

Vil man have firehjulstræk, må man vælge 2-liter TDI-modellen, og vælger man benzinmotor, er der kun forhjulstræk på programmet.

Plads til godset

Som Van rummer varerummet cirka 1.600 liter, så der er masser af plads til godset. Læssehøjden er målt til 690 mm udvendigt og 160 mm indvendigt. Den laster 522 kg. Trailervægten er opgivet til 1.500 kg.

Vælger man til gengæld 2-liter TDI med 4×4 er trailervægten 2.000 kg. Prisforskellen som Van er ret begrænset (forskellen på hvide plader er 60.000 kr. – så vi taler måske om knap 40.000 kr. ekstra.)

Vi savnede lås på handskerummet – til at sikre værdier. Midterboks har bilen også. Generelt er der god aflæggeplads.

VW-kvalitet – men billigere

Bilen er i konkurrence med f.eks. Nissan Qashqai og Peugeot 3008, men Karoq er fuldt på højde med kvaliteten i de øvrige VW-produkter.

Sikkerheden er der ikke skruet ned for – med nødbremse, adaptiv fartpilot og parkerings-assistent.

P-sensorer bag havde den også – lige 2-zone klimaanlæg, LED lygter, linjevogter, fjernlysassistent, DAB+ radio, to USB-stik, el-indfældelige sidespejle, trådløs opladning af mobiltelefon og multifunktions-læderrat – samt 215/50 dæk på 18 tommer alufælge.

Kører godt

Køreegenskaberne er fine – om end en SUV-type som denne krænger mere i hurtige sving. Og så sider man godt i sportssæderne.

Bilen er måske ikke så hurtig med sin 115 hk maskine med 10,7 sekunder til 100 km/t, men fuldt tilfredsstillende for de fleste. Ellers kan man vælge at skifte manuelt via skiftepladerne bag rattet – så virker det kvikkere.

250 Nm ved 1.500 omdrejninger sikrer også fin trækkraft. Ellers klarer 2-liter TDI 340 Nm.

Faktaboks Skoda Karoq 1,6 TDI DSG Style:
Motor: 4 cyl. turbodiesel.
Slagvolumen: 1.598 ccm.
Ydelse: 115 hk v. 3.250 omdr.
Moment: 250 Nm v. 1.500 omdr.
Affjedring: Uafhængig for/semiuafhængig bag.
Bremser: vent. skiver for/skiver bag. esc stabilitetssystem. ABS.
Sikkerhed: Nødbremse og adaptiv fartpilot (op til 160 km/t).
Køreklar vægt: 1.561 kg.
Nyttelast: 522 kg.
Trailervægt: 1.500 kg.
Brændstofforbrug g/s (WLTP): 16,7 km/l.
CO2 udslip: 157 g/km.
Acc. 0-100 km/t: 10,7 sek.
Topfart: 188 km/t.
Pris for testbil (cirka) ekskl moms: 260.000 kroner.

Comments are closed.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk