T-Cross er den billigste, højbenede Volkswagen i Danmark, men vælger man ekstraudstyr, bliver den hurtigt ret dyr – som personbil.

Som Van hjælper det gevaldigt, for vælger man billigste udgave med automatgear med 1-liter motor på tre cylindre, så nærmer vi os 330.000 kr. – mens Van modellen uden moms fås for 100.000 kr. mindre.

Det er især virksomheder indenfor servicefag, som er tiltrukket af den høje kvalitet og gode totaløkonomi i T-Cross.

Også med fire cylindre

Med den lille motor er det dog mest en bil, som man kan pege på til kortere ture, for støjen fra motoren kan virke trættende i det lange løb.

Man kan dog vælge udgaven med 4-cylindret motor med 150 hk til 154.000 kr. plus moms. Et grønt alternativ kunne være ID.3

Man bliver dog hurtigt dus med den smidige T-Cross, som også er ganske letkørt med automatgearet, som også kan skiftes manuelt.

Autobahn-affjedring

På vejen har man en ret livlig bil, som også byder på gode køreegenskaber – gennem den typisk faste tyske ”Autobahn” affjedring.

Som chauffør har man det godt bag rattet – med velformede sæder – endda med trinløs rygindstilling – med rulle. Der er tillige læderrat.

I den seneste udgave er kvaliteten løftet. Der er ikke så meget hård plast i kabinen som før. Nu er der også blødere plast på instrumentbrættet – blandet med kulfiberdesign. 2025 udgaven kendes også på et nyt design for og bag.

Service- og budbil

Der er også mere udstyr – bl.a. på sikkerhedssiden, så det er en fin bil, hvad enten den er til den lille familie, pensionistægteparret eller som jobbil på gule plader.

T-Cross er samme med Polo de mindste folkevogne, som kan fås på gule plader. Især til service- og budbiler. Som ofte kaldes pizza-biler. Vi savnede dog handskerumslås – men bagklappen er el-betjent.

Udstyret omfatter ellers 10,25 tommer touchscreen, kopholdere, tre usb-stik (a og c), sædevarme, klimaanlæg, midterboks, nøglefri start, vipbare sidespejle, alu-fælge, alu-tagræling, flaskeholdere i dørene og (som ekstraudstyr) digital instrumentering.

Adaptiv fartpilot

Sikkerhedsmæssigt bydes der på nødbremsesystem, blindvinkel-assistent, parkeringsassistent, linjevogter og skiltegenkendelse. Testbilens adaptiv fartpilot kunne vi let betjene via knapper på rattet.

EU har indført krav til biler, at der skal være advarsel for bl.a. overtrædelse af fartgrænser – og disse konstante biplyde er irriterende. Det hjælper dog, hvis man husker at anvende bilens fartpilot.

Selvfølgelig trækker det fra, at der kun er to års fabriksgaranti, når andre byder op til 10 år – men Volkswagen tilbyder dog en forlængelse.

Faktaboks Volkswagen T-Cross 1,0 TSI aut:
Motor: 3 cyl. turbo-benzin. 16V.
Slagvolumen: 999 ccm.
Ydelse: 116 hk v. 5.000 omdr.
Moment: 200 Nm v. 2.000 omdr.
Forbrug WLTP: 17,2 km/l.
CO2 udslip: 132 g/km.
Gear: 7 trins DSG aut.
Topfart: 192 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 10,3 sek.
Akselafstand: 2.550 mm.
Køreklar vægt: 1.263 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.200 kg.
Varerum: Ca. 1.300 liter.
Læssehøjde: 710 mm.
Affjedring: Uafhængig for/semiuafhængig bag.
Bremser: Vent. skiver for/skiver bag. esc. ABS.
Dæk: Goodyear Efficient Grip 205/55 R17.
Pris personbil: 326.995 kr.
Pris Van ekskl. moms: 230.514 kr.