Der er stor interesse for den nye Dinex OneBox lyddæmper i Frankrig – ikke mindst fordi introduktionen i Europa i første omgang bl.a. handler om et produkt til franske Renault lastbiler.

Lyddæmperen er i det hele taget noget af en ”game changer” til det europæiske eftermarked til Euro6.

Det er den fynske virksomhed Dinex med speciale i katalysatorer og andre efterbehandlingssystemer til lastbiler, der tilbage i november viste den nye lyddæmper på Solutrans transportmessen i Lyon.

Men Dinex havde europæisk premiere på OneBox systemet på transportmessen i Herning i fjor. Med stor dansk interesse.

Først med Renault og Volvo

Det første skridt er en komplet Onebox-lyddæmper til Renault- samt Volvo Euro 6-lastbiler med typegodkendte katalysatorer og partikelfiltre. Senere følger andre lastbilsmærker.

Opstarten i Europa sker sker efter to års udvikling, store investeringer, en række uafhængige testgodkendelser og en vellykket lancering af OneBox-løsningen i USA.

Her er systemet anvendt på Daimlers Freightliner- og Western Star-lastbiler til det amerikanske eftermarked siden 2020.

14 mio. kroner

Dinex investerede ifølge deres hjemmeside knap 14 mio. kroner i OneBox systemet under udviklingen – det største investering til dato af den fynske virksomhed.

Udviklingen tog i alt to år – og der blev anvendt 5.000 timer på opgaven, der vedrører produkter til både OEM (lastbilsproducenter) og eftermarkedet.

OneBox  er klar til det europæiske eftermarked – som nævnt først for Volvo og Renault-lastbiler, men snart følger OneBox til en række af de andre store lastbilmærker.

Lavere pris

På messen i Lyon mødte vi Per H. Larsen, Chief Sales Officer, Dinex, og Christina Jørgensen, regional salgschef for eftermarkedet i Vesteuropa.

”Vi kan sælge vores OneBox system i et væsentligt lavere prisniveau end autoriserede forhandlere forlanger for et tilsvarende system som original reservedel,” siger Per H. Larsen.

For Dinex handler det også om kvalitet, som er det fynske firmas varemærke.

”Med OneBox kommer der faktisk renere luft ud af lastbilens udstødning end der er i luften omkring os,” som Christina Jørgensen sagde.

HMF er store i Frankrig

HMF var også på messen i Lyon – og har været fast gæst på franske messer fra engang i 60’erne. Både Frankrig og Spanien har i mange år hørt til HMF’s største eksportmarkeder.

”HMF er endnu ikke kommet sig over den store brand på fabrikken i Galten i efteråret, men det er lykkedes for os at holde gang i produktionen ved at flytte rundt på mandskab og opgaver – til andre fabrikker og underleverandører,” fortalte regional eksportchef Michael Lystager.

På den franske messe var det HMF’s 7020OK-RCS kran, der var i centrum. En kran, som vi har kendt i Danmark et års tid.

Ekstra armlængde

Kranen er designet med ekstra armlængde, så den tilgængelige plads på ladet er optimeret.

OK-armsystemet sikrer maksimal rækkevidde og udnyttelse af ladet – samt større fleksibilitet og problemfri drift ved krævende opgaver.

7020-kranen sælges med flere forskellige optioner, så den kan tilpasses den enkelte kundes behov.
Dette design sikrer god udnyttelsesgrad af lastbilens lad – uden at gå på kompromis med netop kranens armlængde og styrke.

Længere levetid

Kranen er samtidig servicevenligt designet og har indvendig slangeføring, hvilket minimerer risikoen for ydre påvirkninger.

Dette er alt sammen med til at sikre en længere levetid for kranen, mens totalomkostningerne reduceres.

Lasteevne  er vigtigst

”Det afgørende ved udviklingen af en kran er lastevnen – og jo større kran, jo større koncept – og jo større krav om planlægning,” sagde Michael Lystager.

HMF’s store succes skyldes dog ikke mindst kvaliteten med produkterne, som udspringer af Danmark.

”Den kvalitet værdsætter kunderne – sammen med specialiseringen,” siger Michael Lystager.

Trailerbremse-platform

En anden udstiller i Lyon – med hovedsæde tæt på Danmark – er Halmstad-baserede Haldex, som havde premiere på en ny global trailerbremse-platform (parkeringsbremsesystem) EB+4,0.

Der er tale om et nyt trailerbremsesystem, der bringer parkeringsbremsen ind i elektronisk styring.
Det er, som chefingeniør Dudley Harrison fortalte på messen, et sikkerhedssystem, der skal hindre uheld med løse trailere.

EB+4,0 indeholder ny software og muligheder for at forbedre systemets anvendelighed til enhver form for anvendelse on-road.

Safe Parking+ funktion

Haldex systemet kan forbindes til telematiksystemer, der kun udløser parkeringsbremsen, når den rigtige trailer er fastgjort.

Den nye Safe Parking+-funktion forbedrer sikkerheden ved koblings-og frakoblingsproceduren ved at forhindre tilbagerulningsulykker, når lastbilens parkeringsbremse ikke anvendes.

Endelig giver EB+4.0’s nødbremsestyring en tidlig advarsel om en alvorlig fejl i anhængerbremsesystemet, hvilket giver en chauffør tid til at bremse sikkert.

Prototype

Men der var tale om en prototype og efterfølger for EB+3,0 systemet – præsenteret i 2013 – som også er væsentligt tungere.

Det nye system er faktisk først klar i 2022. Lige nu køres der field-tests hos udvalgte kunder.

Systemet fungerer som en platform for forskellige produktfamilier: EBS, ABS med roll-over-control og konventionel ABS til trailere