Navor E5 er navnet på en helt ny kinesisk 7-personers mellemklasse SUV på det danske marked – som allerede nu kan bestilles – og ses – hos en række forhandlere over hele landet.
Ved præsentationen i går havde importøren Wismo Group – tidligere K.W. Bruun – til stor overraskelse for de fremmødte motorjournalister endda bilen holdende klar udenfor bygningen.
Bilen, der har plug-in teknologi – koster ydermere kun 230.000 kroner – og så følger der tillige seks års fabriksgaranti med – eller 150.000 km.
Ingen konkurrence
Faktisk betyder det, at der ikke findes egentlige 7-personers konkurrenter – da kun brugte biler i samme størrelse og med samme udstyr fås til denne lave pris.
Bilen er produceret af DFSK, som allerede eksporterer deres biler til 70 lande overalt på jorden – inklusive i Europa.
DFSK, som er et joint venture mellem Dongfeng Motor Group (udtales Dong Fong) og Seres Motor Group, er dog mest kendt for små erhvervskøretøjer.
Kun i én udgave
Den ny bil fås kun i én udgave. Bilen har 70 km kørsel på ren el, men med 25 pct. strøm tilbage, slår den 1,5 liters benzinmotor til. Hele drivlinen er udviklet af BYD.
”Vi ser på alle produkter, som vores nye samarbejdspartner kan tilbyde os, men deres erhvervskøretøjer lever p.t. ikke op til vores krav,” fortalte Brand Manager hos Wismo North East, Alexander Bachmann, i går til VOTY.dk.
Måske som Van
Navor E5 indtager det danske marked til februar. Den kan bestilles nu hos en af de 24 forhandlere landet over og vil kunne opleves bag rattet i løbet af februar måned.
Hos Wismo Group kikker man på mange muligheder med den nye E5.
”Vi ser også på muligheder for at tilbyde den som ombygget Van,” fortalte Bachmann.
Statsstøtte
I Kina er alle de nævnte kinesiske virksomheder ejet af den kinesiske stat, som er kendt for at give økonomisk støtte i forbindelse med eksport.
Konkurrencen mellem mange nye bilfabrikker i Kina er så stor, at det ofte bedre kan betale sig at give eksportstøtte – og sælge bilerne fordelagtigt i EU trods importtold.
Findes med DFSK brand
Navor E5 har været produceret nogle år i Kina – og sælges under DFSK brand. Det gælder også i Europa, hvor den var med på biludstillingen i Bruxelles forleden. Om navnet Navor også skal anvendes i andre lande, vides ikke.
På udstyrssiden kan nævnes soltag, læderrat og kunstlæder på sæderne., en 12,3″ smart touchskærm med infotainmentsystem og trådløs Apple CarPlay samt features som bakkamera og el-sidespejle med varme.
DFSK blev grundlagt i 2003. Virksomheden var blandt de første kinesiske bilmærker til at opnå EU-certificering, og DFSK har opført syv moderne produktionsanlæg i Kina, Indonesien og USA samt seks avancerede forsknings- og udviklingscentre i Kina, USA, Tyskland, Japan og Indonesien.
Teknisk set
Plug-in Hybrid teknologien i bilen er opbygget, så drivlinjen vil prioritere at have elmotoren som den primære drivkraft.
Ved bykørsel bliver brændstofmotoren kun brugt til at drive en generator internt i gearkassen, som generer strøm til drivbatteriet, så man fortsætter med at køre fuldelektrisk.
Systemet skifter automatisk mellem elektrisk og hybrid drift for at sikre optimal effektivitet, mens den regenerative bremsning løbende genvinder energi og forlænger batteriets rækkevidde.
Drivlinjen består af en 1,5 liters benzinmotor, der er kombineret med en elmotor og det giver det en kombineret ydelse på 218 hk.
Drivbatteriet har en kapacitet på 17,52 kWh, hvilket giver en rækkevidde for kørsel på ren el er 69,7 km, mens det kombinerede forbrug er på 83 km/l (WLTP-standard).