Danske bilejere er mindre tilfredse med deres biler det seneste år.

Det viser årets store AutoIndex-undersøgelse, der måler bilejernes tilfredshed med deres bil.

Samlet er tilfredsheden dykket med 1,1 procent i forhold til sidste år til et gennemsnit på 855 indekspoint.

Vigtigt redskab

For FDM er AutoIndex et vigtigt redskab, der kan hjælpe bilejerne med at få et overblik over, hvor tilfredse de er med deres bilmærker.

”Derved kan man som bilkøber få en mere velfunderet vurdering, end hvis man blot spørger sin kollega eller nabo, om han er tilfreds med sin bil,” siger FDMs biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.

En måling

AutoIndex skal også ses som en måling.

”Den skal motivere bilmærkerne til at levere bedre og mere kundeorienterede ydelser, både i salgslokalet og på værkstedet. Derved er undersøgelsen med til at gøre det lettere og mere trygt at være bilejer,” siger Søren W. Rasmussen.

Kinesiske MG er ifølge undersøgelsen bundprop – i toppen ligger BMW.

Tilbage på toppen

Dermed er der et tronskifte i toppen, hvor BMW i år har generobret førstepladsen og dermed skubbet Toyota ned på andenpladsen.De to bilmærker har i årevis konkurreret om de øverste pladser i både hovedresultatet og i de delresultater, der indgår i AutoIndex, som har været gennemført årligt siden 2003.

Det er dog ikke alle bilejere, der i år hænger lige meget med hovedet.

Stor fremgang

Den største fremgang i procent er sket for Mercedes-Benz og Skoda. Sidstnævnte går hele seks pladser frem til nummer seks i dette års AutoIndex.

”Skoda har ikke altid haft en så fin placering, og resultatet viser, at det for alle mærker er muligt at forbedre sin position, hvis man arbejder målrettet med at forbedre sine ydelser over for kunderne i både salgslokalet og på værkstedet. Samtidig er resultatet også et tegn på, at bilerne fra Skoda år for år er blevet bedre,” siger Søren W. Rasmussen.

Loyalty Group

Det er analyseinstituttet Loyalty Group, som står bag AutoIndex, hvor det samlede resultat vægter oplevelsen af bilen med 40 procent, og forhandlerens og værkstedets kompetence samt bilejerens loyalitet over for bilmærket med hver 20 procent.

I alt 14.800 bilejere har deltaget i AutoIndex 2026, hvor de har svaret på undersøgelsens 130 spørgsmål.

For at være med i AutoIndex kræver det, at et bilmærke har været på det danske marked i en række år, samt at der er kommet tilstrækkeligt med besvarelser for det enkelte bilmærke.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk