Ford vil tilbage til fordums styrke på de europæiske markeder.
Derfor har Ford så meldt ud, at man vil lancere syv nye bilmodeller inden udgangen af 2029 – to varebiler og fem personbiler.
På varebilsfronten er Ford allerede stærke – og er nummer ét i Europa med både Transit og Ranger. Så Ford Pro – Fords erhvervsbilsektion – skal være forbillede for den nye satsning.
Med Renault
For nylig meldte Ford ud, at man havde indgået en aftale med Renault Group – både med hensyn til person- og varebiler.
De kommende nyheder fra Ford frem mod 2030 er således delvist bygget i samarbejde med franske Renault.
Ford og Renault har været samarbejdspartnere tidligere – bl.a. med bilmodeller i Sydamerika og motorer i Europa.
Mere fart på
”Det her er mere end bare en aftale – det er en måde at få tingene til at ske hurtigere. Vi arbejder sammen med de bedste for at få mere fart på og bygge flere biler, men det vigtigste er, at en Ford altid skal føles som en ægte Ford.”
Det siger Jim Baumbick, øverste chef for produktudvikling hos Ford i Europa.
Det er de senere år sket gennem samarbejde med Volkswagen, der har leveret platform til de nuværende elbiler Explorer og Capri..
Møde i Østrig
Nyheden med de nye bilmodeller blev offentliggjort mandag, da Ford fremlagde sin europæiske strategi ved en begivenhed i Salzburg, Østrig.
De nye modeller er udviklet specifikt til europæiske kunders ønsker og behov som en del af den globale Ford+ vækstplan.
Forbedret eftermarked
Samtidig vil Ford bygge videre på den succesfulde satsning på digitale tjenester med en bredere udrulning af ny teknologi til både erhvervskunder og private over de næste tre år.
Under den globale brand-platform “Ready-Set-Ford” vil Ford satse på områder, hvor de allerede står stærkt.
Tydelig identitet
“Dette er en strategi, der bygger videre på vores styrker inden for Ford Pro, varebiler og digitale tjenester,” lyder det fra Ford.
Samtidig tager man engagementet og viden fra Fords rige motorsportshistorie ind i en ny generation af personbiler. Ford har i generationer deltaget i VM i Rally – senest på basis af den nuværende Ford Puma.
”For kunderne betyder det biler med en tydeligere identitet og fantastiske køreegenskaber,” er meldingen.
Billigere små elbiler
Samarbejdet med Renault gør det muligt at kombinere stordriftsfordele med Fords design, så Ford hurtigere kan tilbyde europæiske kunder elbiler til attraktive priser.
Ford og Renault vil udnytte hinandens ekspertise og produktionsnetværk for på den måde at øge tempoet og effektiviteten.
”Det er helt afgørende for at styrke vores konkurrencekraft og vinde i et af verdens mest krævende markeder,” lyder det fra Ford-ledelsen.
To nye varebiler
Ford Pro udvider desuden produktporteføljen med to nye, specialiserede modeller i form af Ranger Super Duty og den elektriske Transit City.
Ranger Super Duty er specifikt udviklet til de tungeste og mest krævende opgaver med en imponerende anhængervægt på 4,5 tons og en nyttelast på 2 tons, hvilket gør den ideel til sektorer som beredskab, forsvar, skovbrug og infrastruktur.
En bil, der herhjemme – med udnyttede vægtgrænser – må betegnes som en let lastbil, hvor et B-kørekort formentlig ikke er nok.
Kinesisk bygget Transit
Sideløbende introduceres den elektriske Transit City, som Voty.dk allerede har omtalt.
Det er en ny kinesisk bygget el-varebil – fra Fords kinesiske samarbejdspartner Jiangling Motor Co (JMC) – designet til håndværkere, serviceopgaver og til distribution i byzoner, der passer til rækkevidden på 254 km.
Søstermodellen til Transit City hedder JMC E-Fushun, som havde premiere på Guangchon Autoshow i november 2024. Så bilen er allerede gennemprøvet.
11 år i front
Som nævnt er det Fords europæiske varebilsektion, der bliver forbilledet på den nye politik.
For Ford Pro har været Europas førende varebilsmærke i 11 år i træk. Og Transit har været et ikon, siden den første model kom frem i 1965.
Nu transformeres Ford Pro så til også at være en dedikeret produktivitetspartner for stort set alle størrelser af virksomheder gennem software og tjenester.
Fra eftermarkedet
Målet er, at 25 procent af resultatet (EBIT) i Ford Pro skal komme fra denne del af virksomheden.
I første kvartal af 2026 steg antallet af betalte abonnementer med 30 procent til 879.000, mens bruttomarginerne var over 50 procent.
Uptime
Gennem de nye Ford Pro Uptime Services kan forhandlere nu overvåge varebilernes helbredstilstand digitalt og kontakte kunden, før et problem opstår.
Test viser, at reparationstiden kan reduceres med op til 50 procent, da 80 procent af fejlene kan identificeres på forhånd, så reservedele og værksted er klar ved ankomst.
De fem nye personbiler
Den første af de nye Ford-modeller er en rå, kompakt SUV i den ikoniske Bronco-familie, der stammer fra USA. Den nye udgave skal produceres på Fords fabrik i Valencia, Spanien, fra 2028.
Ford introducerer også en ny fuldelektrisk bil i B-segmentet. Med et iøjnefaldende design og Fords legandariske køreegenskaber bringer den inspiration fra motorsporten ind i klassen af mindre personbiler.
En lille elektrisk SUV følger samme retning med et rally-inspireret design, men i et format, der er optimeret til bykørsel.
Yderligere to crossover-modeller lanceres inden udgangen af 2029.

