(STUTTGART)

Mercedes-Benz løfter deres kommende Sprinter serie op på niveau med deres lastbiler – bl.a. med flådestyring og eftermarked.

Hvorfor opfinde den dybe tallerken to gange, når man nu har en kæmpe komponentbank fra lastbiler.

Den nye Mercedes-Benz Sprinter er fuld af overraskelser, men masser af komponenterne er hentet fra lastbilsdivisionen.

Ligesom Uptime

Uptime kalder Mercedes’ lastbilsfolk deres eftermarkedsprogram for lastbiler, mens man hos varebilsfolkene kalder det ”predictive management” service.

Altså at man som ejer af et køretøj får besked om, hvornår en reservedel skal skiftes – før den går i stykker. Og mange nye ideer til flådestyring af Sprinter er ikke nye – det er foregået i tungtransport i mange år.

VOTY.dk var i går til det andet innovation campus hos Mercedes-Benz Vans i Stuttgart – sidste gang var for et år siden.

Indledende fase

Men hvor vi dengang hørte fantastiske historier fremtidens selvkørende og elektriske Sprinter, så var historierne tonet lidt ned.

Man var fortsat i en indledende fase – bl.a. omkring kølebiler, der selv finder frem til kunderne med deres e-handels middagsretter.

Helt sikkert spændende, men måske Mercedes kunne springe over, hvor gærdet er lavest, ved at gå i dialog med én af de store køle-eksperter på transportområdet, der bygger kølebiler hver dag.

Den digitale fremtid

I hvert fald har man indgået samarbejde med andre selskaber og universiteter, når det gælder fremtidig persontransport, så selv Google og Uber må skamme sig. For den digitale fremtid er et stort punkt i fremtidens transport.

Det handler om dels ”Last Mile”, hvor de elektriske Sprinter kører varer frem til e-handels kunderne – bl.a. med hjælp af droner.

Den nye Sprinter vil dog fortsat primært være traditionel og mest drevet af en dieselmotor – som den første Sprinter i 1995. Med op til fem tons totalvægt og op til 3,5 tons trailervægt.

Stadig brug for diesel

Daimler chef Dieter Zetsche har på IAA messen i Frankfurt i år allerede sagt, at dieselmotoren har et lys fremtid – i rendyrket form.

Men har gjort meget for at Sprinter bliver bedre, når det gælder opbyggere – med flere logiske løsninger.

Og bilen får både for- og baghjulstræk samt firehjulstræk og stop/start funktion.

Dertil kommer en helt ny instrumentering – alt efter udstyrsniveau – med f.eks. syv- eller 10,25 tommer touchscreen. Den nye bil har 80 millimeter lavere læssehøjde med forhjulstræk, bedre aflæggeplads i kabine og varerum – og total sikkerhedsaptering.

Klar med løsningerne

Men når politikerne kræver nytænkning og eldrift, så står Mercedes-Benz og Daimler klar med løsningerne – men med en eludgave, der teknisk svarer til den elektriske Vito.

Når der tales om at booste flåden af elbiler med mange ladestationer – så kan Mercedes jo høre Frederiksberg Kommune og Nissan, hvordan de gør – for her er man langt. Også i ”Energy Management.”

For fremtiden og elkøretøjer ligger i høj grad hos kommuner som Frederiksberg, København – og London. Det er her, kravene til elbiler dukker op først.

Rækkevidde op til 200 km.

En el-Sprinter får en rækkevidde på 150-200 km – nok til by-distribution, men ikke så meget, når man ser, hvad konkurrenterne præsterer.

Men spørg om digitale varebiler, delebiler og lejebiler – set med et holistisk perspektiv – Mercedes-Benz har en løsning.

Den nye Sprinter har officiel premiere i begyndelsen af februar – og produktionen begynder i marts. Herhjemme lander den hos forhandlerne over sommeren.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk