(PARIS)
Først og fremmest går man længe og leder efter nogle af de største bilmærker, som helt har valgt at fravælge deltagelse på bilmessen i Paris.
Økonomisk svære tider måske – eller er det blevet for dyrt at udstille på de store messer som Paris, som ellers har besøg af omkring en million bilinteresserede personer.
Men de må kikke langt efter bilmærker så som VW, Ford, Mazda, Nissan, Volvo, Opel, Subaru, Fiat og Alfa Romeo. Samt Rolls-Royce, Bentley og andre eksotiske mærker.
Opel med en Combo 4×4
Én udstilling om året må være nok, siger de samstemmende – og det vil i Europa for de fleste sige Genève i marts.
Opel bedyrede dog, at de sandelig var til stede – via en enkelt Opel Combo, der var sendt i kløerne på det franske specialfirma Dangel, så den nu var firehjulstrukket. I Danmark vil Combo nok kun kunne fås som varebil – men merprisen på en 4×4 udgave kendes ikke.
Prisen på en normal Combo er nok i nærheden af 100.000 kroner – det melder Peugeot i hvert fald ud for den identiske Partner, som kun er til stede på messen i personbilsudgaven Rifter – som dog også vil kunne fås som Van.
60 biler om dagen
Hos Dangel (etableret i 1975) bygger ca. 100 medarbejdere i øvrigt 60 biler af forskellige mærker om dagen. Selskabet er ISO 9001 certificeret, så kvaliteten er kontrolleret.
Comboen og dens franske fætre Partner og Berlingo fås udover 4×4 systemet også med spær på bagakslen – en lettere udgave fås i 4X2 Trek version, som med hævet frihøjde kan klare mere end standardbilen.
4×4 udgaven har også Traction Control, så trækket er der, hvor det passer bedst – via en visco kobling. Takket været en ECO2WD knap, kan man skifte til to-hjulstræk for at spare brændstof.
Nye modeller som Van’s
Men – mange af de fire nyheder vil naturligvis også kunne fås som Van’s i år eller næste år. Hurtigt kan vi nævne den nye Toyota RAV 4 og Corolla Touring Sport, BMW X5 og fra efteråret den nye 3-serie som Touring Van, ny Mercedes B-klasse og GLE SUV, Honda CV-V Hybrid, Peugeot 508 SW og 3008 – begge med hybrid og sidstnævnte endda med 4×4 teknik, Renault Kadjar 4×4, Kia Proceed, DS Crossback, Citroën C5 Aircross, Audi A6 Avant og Seat Terraco SUV.
Plug-In hybrid, el og brint er Buzz-words i Paris, men da der ingen afgift er – eller begrænset afgift – så er disse biler oftest for dyre som Van’s – prisen er for tæt på hvidpladeprisen.
El og brint også i Van’s
Men når det hele bliver mere eller mindre lov at skippe benzin og diesel til persontransport, vil den nye teknologi nok også være at finde i Van’s, for komforten er oftest bedre end i en kassevogn.
Kassevognene har jo allerede fået både el- og snart brint og Plug-In-Hybrid teknik, for i by-distribution bliver det snart et krav fra byerne. Senest således brint til Mercedes-Benz Sprinter.
Hvem der så skal betale for de dyrere transportkøretøjer, er der jo ikke tvivl om, nemlig forbrugerne. Vognmændene er hårdt nok spændt for økonomisk i forvejen.