Den elektriske Renault 4 Van havde i går dansk premiere på messen Fleet Network Expo på Lokomotivværkstedet i København – side om side med én af DSB’s gamle lokomotiver fra slutningen af 1800-tallet.
Med den nye varebil i programmet sætter man – når nu vi taler lokomotiver – dampen op, for allerede nu er Renault store Master blevet en stor succes. Både med el- og dieselmotor.
Landeplage
Den nye Renault 4 E TECH, som den hedder, har alle muligheder for at blive en ny landeplage herhjemme efter Renault 5, Mégane og Scénic fra personbilerne – og Renault Master fra varebilerne.
Næste år er man også klar med en helt ny Trafic.
Renault i Danmark har med en markedsandel på 6,14 procent i år opnået det bedste resultat siden 2016/17 – og med Renault 4 og 4Van sætter man så dampen yderligere op.
Mange henvendelser
Kristian Strunge, salgschef hos Renault Danmark, bestyrede standen på Lokomotivværkværkstedet, med hjælp fra en række forhandlere – og der kom rigtig mange henvendelser fra virksomheder under 1-dages messen – hvor det var professionelle kunder, der deltog.
Der blev delt mange brochurer ud – er her kunne interesserede så læse, at man kan få en Renault 4 Van for godt 171.000 kroner plus moms.
I finalen til Årets Bil
Den nye 4er er en vellykket retrobil, som vi første gang mødte i forbindelse med Årets Bil kåringsarbejdet ved Jyllandsringen for nylig – hvor den endte med at komme blandt de otte nominerede biler til finalen.
For bilen er ikke kun vellykket i designet – den kører glimrende og er super praktisk.
Vi mødte igen bilen på Elbilmessen i Herning samme uge – hvor produktchef Nikolai Elgaard kunne løfte sløret for, at bilen også kunne tilbydes som varebil – allerede i år.
Logistik
Og det kan i realiteten både blive som fabriksbygget såkaldt N1-udgave – eller som ombygget personbil (M1).
Men som vi fik at vide på messen i går, så vil det logistisk set være lettere at tage en personbil i rækken – end at en varebil kan stå længe og vente på en kunde, for varebilskunder har meget individuelle krav til indretning og udstyr.
Det kan selvfølgelig ændre sig, hvis Van udgaven bliver en landeplage – som den var i 1960’erne og 70’erne. Og det tyder interessen jo på.
Last Mile distribution
Tilbage i Lokomotivhallen fik vi at vide fra Renaults sælgere, at de forventede, at den ville gøre sig godt som servicebil, håndværkerbil, hjemmeplejebil – og måske som postbil – ligesom i 60’erne – i det hele taget som Last Mile distributionsbil – ikke mindst i bytrafik.
Det har et stort plus i forhold til f.eks. Mégane og Scénic – at den har et helt fladt varerumsgulv – og varerummet er tilmed ganske stort – over 1.100 liter.
I modsætning til R4 så kan den lige så retro-designede R5 ikke blive godkendt som varebil herhjemme – dertil er varerummet ikke stort nok i forhold til reglerne.
Dacia Bigster som Van
Det kan til gengæld den nye Dacia Bigster – også fra Renault koncernen – som stod side om side med Renault 4 Van på messen.
Daciaen var allerede ombygget som Van – til en pris fra 231.000 kroner plus moms – og kan dermed komme med på Van holdet sammen med biler som Duster og superhittet Sandero.
Efter Dacias store hit med Dokker varebilen – som først blev omdøbt til Renault Express og siden gled ud af markedet – så er det i dag kun ombyggede personbiler, der tilbydes.



