(Nürnberg)

”Vi er nok den lastbilproducent, der har det mest elektriske produktprogram.”

Det understregede bestyrelsesmedlem i MAN Trucks, Friedrich Baumann overfor en række internationale fagjournalister, da han for nylig løftede lidt af sløret for lastbilsproducentens deltagelse på IAA transportmessen i Hannover i næste måned.

VOTY.dk var med til presseeventet i henholdsvis München og Nürnberg sammen med en lang række andre medier

Fire elektriske linjer

De i alt fire elektriske lastbilslinjer – eTGL, eTGM, eTGS og eTGX – kan man opleve på IAA messen – og tillige prøvekøre dem ved samme lejlighed.

Batteriydelserne går op til 616 kWh fordelt på to- til seks batterier – endda med mulighed for et syvende batteri.

Alle MAN’s batterier er af typen NMC, som er nikkel, mangan og kobolt.

Første kvartal 2027

Nyeste skud på stammen er den batteri-elektriske eTGM lastbil, er havde premiere på transportmessen i Milano i foråret.

Den kommer ifølge fabrikken officielt på markedet i første kvartal næste år.

Den 16 tons distributions lastbil har en batteriydelse på 320 kWh, den præsterer 288 hk og 800 Nm – med en rækkevidde på 480 km. – og med 2-trins automatgear. Lastbilen har en lasteevne på 10,6 tons.

Fra tre- til 250 tons

Ser man på hele programmet af MAN lastbiler, kan man få transportløsninger fra tre- til 250 tons – fra mindste MAN TGE til de tungeste TGS/TGM modeller – de fleste med både el og diesel.

Det er dog i første omgang alle lastbilerne, der fås både med forbrændings- og el-motorer.

De mindste TGE varebils-modeller i eludgave følger først i løbet af et par år – i samarbejde med Volkswagen Nutzfahrzeuge.

Anderledes i dag

Baumann understregede dog, at lastbilproduktion er anderledes i dag end ”i gamle dage.”
”For i dag sælger vi transportløsninger – ikke jern.”

På den måde lægger han sig op ad MAN’s øverste chef og CEO – Alexander Vlaskamp, der siger, at lastbilproduktion kan opdeles i tre søjler: effektivitet, pålidelighed og sikkerhed.

MAN Trucks har for længst indset, at der både skal investeres i batterielektriske lastbiler og lastbiler med forbrændingsmotorer.

På samme grund

Derfor er det flot, at den sydtyske lastbilproducent indenfor kort tid har taget to fabrikker i brug – en ny batterisamlefabrik og en ny dieselmotorfabrik.

Begge fabrikker er placeret på samme grund på det store produktionsområde i Nürnberg.

Det besøgte vi på vores reportagetur til München og Nürnberg.

2,25 mia. kroner

På batteri-samlefabrikken var der nærmest ingen medarbejdere på ”gulvet”- men massevis af robotter og selvkørende AGV-køretøjer (Automatic Guided Vehicles). Det er især af sikkerhedsmæssige årsager, når der arbejdes med strøm.

De mange investeringer løbet op i over 300 mio. euro – ca. 2,25 mia. kroner. I beløbet indgår også ca. 375 mio. kr. til ny krumtap-produktion samt modernisering af det internationale servicenetværk.

Fra underleverandører

Produktionen på de to fabrikker er på op mod 100.000 batteripakker og 50.000 dieselmotorer om året.

Batteri-samlefabrikken får de fleste komponenter fra underleverandører, hvor f.eks. batericellerne leveres af verdens største batteriproducent, kinesiske CATL – der også har produktion i Tyskland.

Dieselfabrikken får en stor del af sine komponenter fra søsterselskabet Scania i Sverige – hvilket kunne ses ved de mange transportkasser med Scania-logo.

TRATON gruppen

På fabrikken vil man dog helst kalde det TRATON komponenter, da alle mærker i TRATON gruppen anvender de samme teknologier.

Det vil sige MAN, Scania, Volkswagen lastbiler (især Sydamerika) og International (USA).

Dieselmotorerne med betegnelsen D30 afløser motorerne med betegnelserne D15 og D26.

D30 omtales som MAN’s sidste dieselmotor. Den er på 13 liter slagvolumen og ydelserne går fra 380- til 560 hk med drejningsmoment mellem 2.100- og 2.800 Nm.

GPS styret kørsel

Der loves fem pct. lavere forbrug end tidligere – og faktisk ni pct. bedre økonomi via Efficient Cruise Control inklusive Predictive Drive.

Det betyder, at fartpiloten bruger GPS analyse til at se vejforløbet tre kilometer frem – og derudfra justerer fart, gearing, retarder, bremsning og rekuperation.

Det sker så bl.a. i forhold til kurver, kryds, fartgrænser og rundkørsler.

Øget sikkerhed

Vi skal også pege på funktionerne i det nye EBA Advanced-system, som allerede opfylder de krav, som europæiske regler vil stille fra september 2028.

Her kan vi nævne avanceret genkendelse af køretøjer, fodgængere og cyklister, automatisk nødbremsning til stilstand og assistance til svingmanøvrer.

Alt sammen teknologier, der sikrer blødere acceleration og øget sikkerhed.

Flere nyheder på IAA

På lastbilfabrikken i München, hvor de færdige lastbiler produceres, bliver de elektriske lastbiler og lastbiler med forbrændingsmotorer fremstillet på den samme bånd.

Der er også en masse andre nyheder fra MAN Trucks på messen i Hannover – bl.a. omkring design og indretning, men detaljerne offentliggøres først i forbindelse med åbningen af messen.

Seneste større lastbil-nyhed fra MAN Trucks var i øvrigt lanceringen af den nuværende TGX topmodel i Bilbao i Nordspanien i 2020 – lige inden Corona pandemien ramte verden.

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk